Som omtalt i „Skolemeddelelse nr. 5/08” har billedkunstnere, tegnere, illustratorer, fotografer m.v. fået Kulturministeriets godkendelse til at oprette en organisation for at opkræve betaling for ophavsrettigheder. Organisationen hedder „Copydan Billedkunst”. Denne organisation har også til opgave at skride ind, hvis ophavsrettighederne bliver krænket. De fleste skoler gør brug af enkeltstående (isolerede) billeder i digital eller analog form, og det er for anvendelsen af disse, at der opkræves licens. Billeder, som er trykt i bøger eller i anden tekstmæssig sammenhæng, betaler skolen for via den traditionelle Copydan Tekst & Node, når de anvendes i den oprindelige sammenhæng. Med den nye aftale kan skolerne (inkl. eleverne i deres opgaver) bruge (og mangfoldiggøre) billeder (inkl. fotografier og andre illustrationer) hentet fra fx bøger og internet, lave digitale kopier, overføre billeder til overhead, dias og interne digitale netværk, hvormed billederne lovligt kan indgå i nye sammenhænge.
Dansk Friskoleforening gik i 2008 med til at opkræve den særlige skolerabatpris på betingelse af, at skoler kan framelde sig ordningen, hvis de (inkl. eleverne) ikke anvender billeder i undervisningen. Der var 43 skoler, som med en „tro og love-erklæring” frameldte sig ordningen med henvisning til, at billedanvendelsen i bred betydning ikke indgår i skolens undervisning på nogen måde. Copydan Billedkunst har oplyst, at man agter at være agtpågivende i forhold til skoler uden aftale.
Hele aftalen med „Copydan Billedkunst” findes på foreningens hjemmeside i filarkivet (serviceaftaler). Afgiften opkræves pr. skoleår, og i januar 2012 forventer vi at udsende opkrævninger til skolerne. Vi kender p.t. ikke den indekserede takst, men i sidste skoleår skulle vi opkræve 14,71 kr. pr. elev.
Nye skoler forventes at være omfattet af ordningen, men kan ellers senest den 12. december 2011 pr. e-mail rekvirere en „tro og love-erklæring” fra cecil(at)friskoler.dk