Vigtige tidsfrister
Den selvejende institution etableres - oktober/november
Skolen bør i oktober/november året før skolestart etablere sig på en stiftende generalforsamling som en selvejende institution. Her vælges også skolens bestyrelse. Tidspunktet for den stiftende generalforsamling er afhængig af initiativgruppens tidsplan. Initiativgruppen bør desuden på dette tidspunkt overveje, om der skal oprettes en skolekreds, en støttekreds eller lignende.
Skoleleder/indskrivning
Når kommunens øvrige skoler holder skoleindskrivning, vil det være en fordel, hvis friskolen også kan invitere til indskrivning – og gerne på dette tidspunkt have ansat en leder. Indskrivning sker ofte i januar. Arbejdet med at ansætte en leder kan derfor med fordel ske allerede i november/december, men det vil ofte være praktisk umuligt. Initiativgruppen må i så fald selv påtage sig arbejdet med indskrivning osv.
Anmeldelse i Undervisningsministeriet – 15. august (året før skolestart)
Den frie grundskole skal anmeldes i Undervisningsministeriet efter bestemte regler for at kunne modtage statstilskud. Senest 15. august året før skolestart skal Undervisningsministeriet have modtaget anmeldelsesskema samt et depositum på 20.000 kr. Pr. 1. februar indbetales yderligere 10.000 kr. i depositum. Pengene tilbagebetales, såfremt skolen bliver en realitet. Hvis skolens undervisning ikke påbegyndes som forudsat, vil depositum være tabt. Oprettelse af en fri grundskole skal desuden anmeldes for kommunalbestyrelsen i skolekommunen.
Vedtægter - 1. februar
Skolen skal indsende udkast til vedtægter til Undervisningsministeriet til godkendelse snarest efter anmeldelsen og senest 1. februar forud for det skoleår, man ønsker skolen påbegyndt.
Dansk Friskoleforening, Friskolernes Kontor, har udarbejdet forslag til vedtægter, og det er desuden muligt at modtage rådgivning på Friskolernes Kontor i forbindelse med formulering af skolens vedtægter.
Udkastet til skolens vedtægter indsendes i 3 eksemplarer, med samtlige bestyrelsesmedlemmers underskrift sammen med en komplet liste over de valgte bestyrelsesmedlemmer.
Oplysningsskema - 1. juni
Senest 1. juni forud for det skoleår, man ønsker tilskud til, skal følgende oplyses til Undervisningsministeriet:
- skolens adresse og matr.nr., lokaleforhold og lokalernes omfang
- hvilke klassetrin skolen skal omfatte
- skolens revisor
- skolens bankforbindelse
- skolens bestyrelse og leder
- kopi af de stedlige myndigheders godkendelse af, at der kan drives skole i bygningerne.
Elevtal – 5. september
Pr. 5. september hvert år indberetter skolerne oplysninger til Undervisningsministeriet om elevtal og elevfordeling. Driftstilskuddet beregnes ud fra dette tal. For at opnå statstilskud er der følgende krav til elevtallet i de frie grundskoler:
- I skolens 1. leveår skal skolen have 14 elever. Elevernes fordeling på klassetrinene bhkl. - 10. klasse er underordnet.
- I skolens 2. leveår skal skolen have 24 elever. Elevernes fordeling på klassetrinene bhkl. - 10. klasse er underordnet.
- I skolens 3. leveår skal skolen have 32 elever. Eleverne skal være fordelt på klassetrinene bhkl. - 7. kl.
Der findes særlige bestemmelser for skoler med kostafdeling, og skolerne har også mulighed for at opgøre elevtalskravet på et 3-års gennemsnit.
Du kan downloade „Køreplan for ny friskole", som giver et overblik over, hvad der skal til for at oprette en ny, bæredygtig friskole.