Sidst opdateret: 3. marts 2010

Fakta om friskoler

MYTER om friskoler

 

Hvad er en friskole?
Friskoler er grundskoler, der kan tilbyde undervisning for børn fra børnehaveklassen til 10. klasse. Som oftest er friskolerne opstået som et forældreinitiativ på baggrund af Grundlovens §76, der fastslår, at vi i Danmark har undervisningspligt og ikke skolepligt. Friskolerne er dermed et alternativ til folkeskolen og fungerer under Friskoleloven, der overordnet set bestemmer, at friskolerne »skal stå mål med undervisningen i folkeskolen«.

I Danmark går friskoletraditionen tilbage til midten af 1800-tallet, hvor især Christen Kold og N.F.S. Grundtvig spiller en stor rolle som inspiratorer.

I dag afspejler friskolerne en bred vifte af skoler grundlagt på forskellige religiøse, livs- og værdigrundlag: grundtvig/koldske friskoler, Rudolf Steiner skoler, muslimske friskoler, Run Hubbard skoler, adventist skoler, skoler med særligt pædagogisk grundsyn og mange flere. Skolerne afgør frit, hvilke elever, de vil optage på skolerne.

 

Hvem driver en friskole?
Friskoler er selvejende institutioner, der drives af en forældrevalgt bestyrelse.
Bestyrelsen er skolens højeste myndighed og har det overordnede ansvar for skolens drift. Bestyrelsen ansætter og afskediger såvel skoleleder som lærere.

For at oprette en friskole, skal der være en kreds af mennesker, der ønsker det. Bag de fleste friskoler er der derfor en skolekreds, som består af et antal familier og enkeltpersoner, der sammen danner kreds om skolen. Til skolekredsen hører også ofte folk, der ikke længere har børn på skolen.

 
Friskolernes økonomi
Friskolerne modtager 75% af den gennemsnitlige folkeskoleudgift i statstilskud. Hertil kommer bygnings- og fripladstilskud. Friskolerne finansierer specialundervisning og dansk som andetsprog indenfor denne tilskudsramme.

  • I gennemsnit koster det 10.500 kr. pr. år at have sit barn på en friskole.
  • Skolernes egendækning (skolepenge og »øvrige indtægter«) svarer til 21% af skolernes samlede indtægter.
  • Der sættes årligt 20 mio. kroner af på Finansloven til fripladstilskud i de frie grundskoler. Tilskuddet skal sikre, at forældre uanset indkomst kan gøre brug af det frie skolevalg. Beløbet dækker dog kun 30% af det ansøgte beløb.
  • Driftstilskuddet til en friskole varierer efter skolestørrelse, landsdel og antal elever over og under 13 år.
  • På mange friskoler varetager forældrene skolens rengøring, skolens vedligeholdelse m.v. og på den måde sparer skolen nogle udgifter.

 

Elevtal

13,4% af de danske grundskoleelever går på de cirka 500 frie grundskoler, der findes i Danmark, svarende til 92.000 elever. Til sammenligning er der cirka 1600 folkeskoler i Danmark med i alt 600.000 elever.

 

Det gennemsnitlige elevtal pr. grundskole i Danmark er 328 elever i 2007/08. I Dansk Friskoleforening er det gennemsnitlige elevtal pr. friskole 117 elever. I 13 procent af folkeskolerne går der 25 elever eller flere i klasserne, mens dette kun gælder for 4 procent af de frie grundskoler.

Analyse: Elevtal for grundskolen 2007/08 - UNI-C.

 

255 af de frie grundskoler – svarende til cirka 31.000 elever - er medlemmer i Dansk Friskoleforening. Den resterende andel er medlemmer i de øvrige seks frie skoleforeninger. Se de frie skolers organisationsforhold.

 

 

Nye og lukkede friskoler og folkeskoler

Hvert år skal nye friskoleinitiativer anmeldes i Undervisningsministeriet inden den 15. august året før skolestart. I gennemsnit er der de seneste fem år kommet mellem 10 og 15 nye frie grundskoler årligt, mens der hvert år også er et mindre antal frie grundskoler, der må lukke.

Se Undervisningsministeriets dokument om nye og nedlagte skoler 1995-2004.

Prøver i friskolerne
De frie grundskoler har lovhjemmel til at være prøvefrie. I Dansk Friskoleforening har 28 skoler valgt at være prøvefrie. Desuden søger en række skoler årligt fritagelse for at aflægge afgangsprøver i kristendom og/eller historie på baggrund af skolens værdigrundlag.

Tosprogede og integration
I såvel folkeskolerne som de frie grundskoler er cirka 10 procent af eleverne tosprogede. Der er en højere andel frie grundskoler end folkeskoler, som ikke har elever med anden etnisk herkomst end dansk. Ligeledes har en højere andel frie grundskoler end folkeskoler over 90 procent elever med anden etnisk herkomst end dansk.

• Undervisningsministeriets tal om tosprogede 2007/08 fordelt på kommuner, oprindelsesland, skoletype og klassetrin.

• Tosprogede elever i grundskolen 2006/07

 

Blandt Dansk Friskoleforenings medlemsskoler er 19 såkaldte indvandrerfriskoler, som udelukkende har tosprogede elever indskrevet. Disse skoler findes primært i storbyerne.

 

Ikke krav om uddannede lærere
Friskoleloven stiller ikke krav til lærernes uddannelse.

I 2004 var 53% af friskolelærerne seminarieuddannede, 7% var uddannet lærere på Den frie Lærerskole, 10% havde en højere uddannelse, 9% havde »anden læreruddannelse«, 9% var uddannet pædagog, 12% havde »anden baggrund«.

 

Tilsynet med friskolerne
Der er idag seks niveauer af tilsyn med friskolerne: Forældretilsynet, det eksterne forældrevalgte tilsyn, Undervisningsministeriets målrettede tilsyn, Undervisningsministeriets yderligere tilsyn, det særskilte tilsyn for friskoler der har valgt at være prøvefrie og dernæst tilsynet med kostskolerne.

Der er til dato lukket fem friskoler under Dansk Friskoleforening på baggrund af Undervisningsministeriets yderligere tilsyn.

 

Ændrede tilsynsregler pr. 1. august 2010

Fra 1. august 2010 træder nye tilsynsregler i kraft. Herefter fortsætter forældretilsynet uændret, mens det eksterne tilsyn som hidtil kan foretages af valgte tilsynsførende eller som noget nyt, ved at skolerne vælger at indgå i en selvevalueringsordning. Selvevalueringen skal ses i lyset af, at Undervisningsministeriet får en lovgivet tilsynsforpligtelse med frie grundskoler. Det yderligere tilsyn fortsætter uændret blot under navnet »skærpet tilsyn«.

Fra 2012 skal nyvalgte tilsynsførende være certificeret efter at have gennemgået et uddannelseskursus.

 

Friskolernes skolefritidsordninger
Gennemsnitsprisen for en SFO-plads i en friskole er cirka 5000 kr. pr. barn pr. år.
SFO-ansattes uddannelsesbaggrund er opgjort til 56% »anden uddannelse«, 31% pædagoguddannede, 7% højere uddannede, 6% læreruddannede.

 

Se i øvrigt Dansk Friskoleforenings årsberetninger.

 

 


Yderligere oplysninger

Maren Skotte, Dansk Friskoleforening, telefon 6261 3013/ 2049 8503 – maren@friskoler.dk