fjern søgeboks

Nyt cirkulære om aftale om seniorbonus og seniordage

I kølvandet på OK21, og aftalen om seniorbonus, opstod der uenighed om forståelsen af aftalen. Parterne har nu indgået forlig i sagen, hvilket nu medfører, at der er en ny og ændret aftale om seniorbonus og seniordage, der træder i kraft d. 1. januar 2024. Læs mere her.
Af: Tove Dohn, Friskolernes Hus
Kategori
Administration
25.09.23

Ved OK21 blev der indgået en aftale om seniorbonus på statens område. Aftalen gav skolens ledere, lærere, børnehaveklasseledere og ansatte, hvortil skolen har tiltrådt overenskomst mellem Aftaleenheden for Frie Grundskoler og 3F eller HK Privat, ret til en årlig seniorbonus på 0,8 pct. af lønnen fra og med det kalenderår, hvor den ansatte fylder 62 år. Det blev i den forbindelses aftalt, at seniorbonussen skulle udbetales i januar måned – året efter seniorbonussen var optjent, medmindre man forud herfor valgte at konvertere bonussen til seniordage eller til pensionsbidrag.

Efterfølgende opstod der en uenighed om forståelse af aftalen. Uenigheden handlede om, hvorvidt en medarbejder kan vælge at afvikle seniordage fra og med det kalenderår, hvori vedkommende fylder 62 år, eller om man først kan afvikle seniordage fra og med året efter.

Parterne på statens område har nu indgået et forlig i sagen, hvilket medfører, at der nu er en ny og ændret aftale om seniorbonus og seniordage, der træder i kraft d. 1. januar 2024. Samtidig ophæves tidligere cirkulære om seniorbonus af 20. december 2021.

 

Seniorbonus
Aftalen gælder fortsat for skolens ledere, lærere, børnehaveklasseledere og ansatte, hvortil skolen har tiltrådt overenskomst mellem Aftaleenheden for Frie Grundskoler og 3F eller HK Privat, og giver ret til seniorbonus fra og med d. 1. januar i det kalenderår, hvori de fylder 62 år.

Seniorbonussen udgør 0,8 pct. af den ansattes faste månedsløn og udbetales månedligt sammen med den faste løn.

Ansatte der opfylder betingelserne for ret til seniorbonus, og som tiltræder ansættelsen i løbet af kalenderåret, får udbetalt seniorbonus med virkning fra ansættelsestidspunktet.

Den faste månedsløn består af den ansattes grundløn (basisløn, skalatrinsløn, intervalløn) samt centralaftalte og decentralaftalte tillæg, der udbetales med fast månedlige beløb. Variable tillæg herunder ulempetillæg indgår ikke i beregningsgrundlaget – heller ikke selv om de har karakter af fast påregnelige. Øvrige løndele, herunder over- og merarbejdsbetaling, engangsvederlag, feriegodtgørelse og særlig feriegodtgørelse, indgår tilsvarende ikke i beregningsgrundlaget.

Seniorbonussen er ferieberettiget.

Seniorbonus kan i stedet efter den ansattes ønske indbetales som et ekstraordinært pensionsbidrag.

I den nuværende aftale, der løber indtil d. 1. januar 2024, er pensionen en del af seniorbonussens beregningsgrundlag. Fra og med d. 1. januar 2024 er pensionen ikke længere en del af beregningsgrundlaget. I stedet indbetales der pensionsbidrag af seniorbonussen. For tjenestemænd, der optjener ret til tjenestemandspension, er seniorbonussen pensionsgivende med den bidragsprocent, der indbetales til den ansattes supplerende pensionsordning.

 

Seniordage med lønfradrag
Med den nye aftale har ansatte, der fylder 62 år i perioden fra d. 1. januar til d. 30. juni, ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag i det kalenderår, hvori den ansatte fylder 62 år. Fylder den ansatte 62 år i perioden fra d. 1. juli til d. 31. december, har den ansatte ret til at afholde 1 seniordag med lønfradrag i det kalenderår, hvori den ansatte fylder 62 år.

Ansatte har i de efterfølgende kalenderår efter det kalenderår, hvori de fylder 62 år, ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag om året.

Seniordagene skal afvikles som hele fridage. Lønfradraget beregnes med 4,62 pct. af den ansattes faste månedsløn. Ved ansættelsesforholdets ophør, bortfalder ikke-afholdte seniordage med lønfradrag.

Den ansatte skal i så god tid som muligt give besked, hvis den pågældende ønsker at afvikle seniordage. Skolen fastsætter efter drøftelse med den ansatte, hvornår seniordagene skal afvikles og skal så vidt muligt imødekomme den ansattes ønske, medmindre det er uforeneligt med tjenesten. Ikke afholdt seniordage bortfalder ved kalenderårets udløb, medmindre skolen og den ansatte aftaler dagene overført til det efterfølgende kalenderår.

Hvis det ikke har været muligt for den ansatte at afvikle seniordagene, fordi skolen har undladt at fastsætte, hvornår dagene afvikles, overføres ikke-afholdte seniordage til det efterfølgende kalenderår. Overførte ikke-afholdte-seniordage bortfalder ved kalenderårets udgang.

 

Informer de ansatte
Som ved ansatte der har ret til omsorgsdage, råder vi skolen til at gøre ansatte, der har ret til selvbetalte seniorfridage, opmærksomme på retten, og i samme øjemed informere om, at hvis man ønsker at gøre brug af seniordagene, skal de varsles i så god tid som muligt, og at dagene skal afholdes på dage, der er foreneligt med tjenesten.

 

Seniorbonus optjent indtil d. 1. januar 2024
Ansatte der har valgt at konvertere seniorbonus optjent i 2022 til seniordage med afvikling i 2023, men for hvem det ikke har været muligt, fordi skolen ikke har fastsat, hvornår seniordagene skulle afvikles får udbetalt ikke-afholdte seniordage med lønnen for januar 2024.

Ansatte kan ikke vælge at konvertere seniorbonus optjent i kalenderåret 2023 til seniordage til afvikling i 2024. Seniorbonus optjent i 2023 skal altså udbetales med lønnen for januar 2024 eller hvis konverteret til pension inden d. 1. oktober 2023 som et ekstraordinært pensionsindbetaling januar 2024.

Cirkulære om aftale om seniorbonus og seniordage kan hentes HER.

 

Seniorbonus og selvbetalte seniordage er et supplement
For god ordens skyld skal nævnes, at den nye seniorbonusordning ikke ændrer på de i forvejen aftalte seniorordninger:

  • Lærer og børnehaveklasseledere:
    • Ansatte der d. 31. juli 2013 var fyldt 57 år, har ret til nedsat arbejdstid med op til 175 timer årligt med fuld løn og pension.
    • Ansatte der ikke var fyldt 57 år d. 31. juli 2013 bevares retten til nedsat arbejdstid med op til 175 timer årligt med tilsvarende lønnedgang, dog med fuld pension.
    • Retten gælder fra den normperiode den ansatte fylder 60 år.
       
  • 3F-overenskomst
    • Ansatte under 3F overenskomst har ret til 5 seniordage årligt fra det fyldte 60 år.
  • HK-overenskomst
    • Pr. 1. april 2022 nedsættes de 5 seniordage til 3 selvbetalte fridage.
  • BUPL-overenskomst
    • Ansatte under BUPL-overenskomst er ikke omfattet af cirkulære om aftale om seniorbonus og seniordage. Her gælder retten til 5 seniordage pr. år fra det kalenderår, hvor den ansatte fylder 58 år.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12