fjern søgeboks

Unge i asylsystemet giver skoleelever unikt indblik

Ungdommens Røde Kors tilbyder gratis oplæg eller performances til skoler og uddannelser som en del af organisationens arbejde med unge i det danske asylsystem. Din klasse kan også booke et besøg med en ung fra asylsystemet.
Af: Mie Lund Hansen, Friskolernes Hus
Kategori
Pædagogik & skoleliv , Kurser & arrangementer , Administration
04.07.23

”Jeg vil prøve at bygge bro mellem ’dem’ og ’os’.” Sådan siger Ashkan på 21, der kommer fra Iran og bor på udrejsecenter. For nylig var han ude og holde oplæg for en skoleklasse i Jylland. ”Det er fedt at få mulighed for at forklare om asylsystemet og vores hverdag på et center. Jeg føler lidt, det er mit ansvar at fortælle,” mener Ashkan.

Ungdommens Røde Kors tilbyder skoleklasser at få besøg af en ung i asylsystemet, der kan fortælle om sin hverdag i asylsystemet og sine drømme om fremtiden. Eksempelvis med et oplæg, en digtoplæsning eller en rap-performance.

”Eleverne blev overraskede,” siger Terje Vigan, der er lærer på Gylling Efterskole. Her havde de for nyligt besøg af en ung asylansøger fra Ungdommens Røde Kors’ aktiviteter.  ”Alle har hørt ordet asylansøger, men overraskende mange vidste alligevel ikke helt, hvad det var. Her kom én ud og satte ansigt på det. Man kan glemme, at der er et menneske bag,” siger Terje Vigan, der havde booket et oplæg i anledning af en temauge for 10. klasserne på efterskolen.

 

”Jeg vil gerne holde flere oplæg”
Med oplæg og performances giver Ungdommens Røde Kors unge i asylsystemet en platform til at fortælle deres historier og sætte fokus på, hvordan det er at leve som ungt menneske på de danske asyl- og udrejsecentre. De unge, som tager ud på skoler, har været igennem en række workshops, hvor de har fået værktøjer og støtte i at fortælle deres historier – f.eks. gennem digte eller musik.

Ungdommens Røde Kors tilbyder at komme ud på skoler med en frivillig og en eller flere af de unge i asylsystemet, som deltager i organisationens ung til ung-aktiviteter på centrene. Mulighederne spænder fra et klassisk oplæg til en rap-performance, afhængig af hvordan de unge foretrækker at formidle deres historie.

Uanset formen er én ting sikkert: Eleverne vil få udvidet deres horisont og gå derfra med en nuanceret forståelse af, hvordan et ungdomsliv på et asylcenter ser ud, og hvem de unge i asylsystemet egentlig er. Varigheden af et oplæg kan være alt fra en halv time til to timer.

 

LÆS MERE og book HER.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12