fjern søgeboks

Low tech er bedre end high tech

“Vi skal sænke det digitale lixtal i undervisningen og i stedet hæve ambitionerne, mener medieunderviser, Jakob Steensig, fra Den frie Lærerskole. Det er på tide, at didaktikken kommer i fokus.” 

Tekst af: Morten Reil

Illustration: Skaberlyst



Hvordan skal vi uddanne it-kyndige lærere, som er klar til fremtiden? Det er det første spørgsmål, jeg stiller medieunderviser, Jakob Steensig, da jeg besøger ham på Den Frie Lærerskole.

Svaret falder prompte: “For det første skal vi lade være med konstant at tale om fremtiden. Den har vi talt om i 20 år nu, og det digitale er ikke nyt. Det er ikke kun fremtiden,” lyder det umiddelbare svar fra Jakob Steensig. Han vil meget hellere tale om, hvordan vi bruger teknologien nu og her. “Rigtig mange lærere oplever, at det digitale styrer for meget. Det er hunden, der går tur med dem. Ikke omvendt. Vi skal ned i et digitalt lixtal, der gør, at it kan anvendes i dag. Og undervisningen skal altid tage afsæt i det, læreren har for pædagogisk,” siger Jakob Steensig.

Keep it simple 
Det handler altså om lærerens håndværk. Stadigvæk. Og der er mange gode grunde til at inddrage it i undervisningen. Jakob Steensig trækker sin iPad op af tasken og giver et eksempel på, hvordan man let kan arbejde med oplæsning i dansk eller sprogfagene.

“Det kræver kun, at alle elever har en device, der kan optage lyd. Så starter jeg med at indtale min historie: Der kom en soldat marcherende hen ad vejen... og så bytter vi device,” siger Jakob Steensig og rækker mig sin iPad for at demonstrere. Næste skridt er, at begge parter lytter til historierne og indtaler feedback. Som så kan aflyttes og bruges til at forbedre næste optagelse.

“Det er ikke på nettet, og man behøver ikke logge ind. Men det giver en fastholdelse af noget, der ellers er flygtigt. Alle elever er aktive. Og det er teknisk let,” forklarer Jakob Steensig. Det er dér, vi skal hen.

“Jeg oplever ofte, at det digitale bliver blæst op til mest at handle om droner, Mindstorm og FabLabs. Det får det hele til at se meget besværligt ud, og resultaterne er ikke gode. Bare se alle de 3D-printere, der står og samler støv. Det kan godt være gode redskaber, men de skal didaktiseres. Og det er lærerne, der skal gøre det,” siger Jakob Steensig.

Det handler om elserne 
Ud over jobbet som medieunderviser på Den frie Lærerskole er Jakob Steensig medejer af konsulentvirksomheden Kompas, som tilbyder kurser i pædagogisk praksisnær it-undervisning. Når han er ude på skoler, gør Jakob Steensig meget ud af at få 'Elserne' i tale. Det er ofte dem, der har den didaktiske førertrøje på.

“Når vi laver efteruddannelse, fokuserer vi på de pædagogisk-didaktisk nysgerrige på lærerværelset. Ikke på de teknisk dygtige. Det er 'Else' på 50+, som de andre lærere spejler sig i. Hun er dygtig, fordi hun hele tiden forankrer sin undervisning i pædagogikken og didaktikken.

Det er jo præmissen. Og det skaber en helt anden lydhørhed på lærerværelset, når 'Else' for alvor opdager, hvad man kan bruge en mikrofon eller en slowmotion-effekt på et kamera til. Meget mere, end når 'Jørgen' brillerer med sin 3D-printer,” siger Jakob Steensig.

Eleverne skal selv producere 
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at inddrage teknologi i undervisningen? “Fordi vores samfund som udgangspunkt er digitalt. Vi laver alle sammen rigtig mange handlinger i løbet af dagen, som foregår digitalt. Det bør vi bringe ind i skolen. Vi har ofte en forventning om, at børn og unge kan klare det selv. Men der er ingen, der er født digitale.

Det er en sovepude. At eleverne kan optage video med en smartphone, betyder jo ikke, at de kan lave gode film. Det er det samme som at sige, at eleverne kan skrive gode stile, fordi de kan bruge Word,” siger Jakob Steensig. Forudsætningen for god undervisning er med andre ord, at lærerne hele tiden sætter sig ind i de teknologiske muligheder og finder ud af, hvornår og hvordan teknologien kan bruges i undervisningen.

Det behøver ikke være nørdet, men det kræver en løbende indsats. For eksempel skal lærerne i dag kunne undervise i forskellige former for medieproduktion. “Der er mange måder at lære på, og teknologien giver flere. Det er lærerne nødt til at forholde sig til. Det digitale kan sindssygt meget, og eleverne skal være medskabere og producenter - ikke bare konsumenter,” siger Jakob Steensig.

Ænder mod fordomme rækker ud 
Han giver et eksempel: For nogle år siden lavede en pigegruppe på Vester Skerninge Friskole en viral kampagne med titlen, “And mod fordomme”. Pigerne købte 200 badeænder, som de forsynede med en QR-kode, en facebook-adresse, forskellige budskaber om at bekæmpe fordomme og en besked om, at forbipasserende gerne måtte tage ænderne med og give budskabet videre. De små, gule ænder blev placeret rundt om på offentlige pladser, og i dag kan man på Facebook-siden se historier om ændernes færd rundt i hele verden.

“Den slags undervisning kræver modige lærere, der giver rum for elevtænkte projekter. Det er ikke digitalt komplekst. Det er bare Facebook. Men det udfordrer lærerne. Hvordan giver man for eksempel feedback på elevernes arbejde? Det gør man normalt ud fra deres tekstarbejde, men her har eleverne jo næsten ikke skrevet noget selv.

De har skabt en ramme og lært noget om virale kampagner. Og de har fået en oplevelse af at producere noget, som ikke bare er en planche på væggen,” siger Jakob Steensig. Det er vigtigt, mener mediefagslæreren.

“Vi skal turde række udenfor og lade eleverne stå på tæer. Og dér kan det digitale altså noget,” siger Jakob Steensig.

Denne artikel blev bragt i Magasinet Friskolen nr. 16, august 2019.


Læs alle magasiner GRATIS:
iPhone/iPad // Android- Smartphone/tablet // Computer

Læs mere af Magasinet Friskolen nr. 16 fra august 2019:

Læs mere...

Magasinet Friskolen er medlemsmagasin for Dansk Friskoleforening.
Magasinet udkommer otte gange årligt og kan læses gratis via en app, som findes til iPhone/iPad og til Android. Det trykte magasin kan bestilles på www.magasinetfriskolen.dk

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12