"Forventningerne til hvad, børn skal kunne, er fuldstændig eksploderet. Jeg advarer mod at gøre det til børnenes problem, at vi som samfund har ambitioner på deres vegne.”

Eva Secher Mathiasen er formand for alle landets psykologer, og hun er bekymret for en generation af unge, hvor mange har det rigtig skidt.

“Den offentlige samtale lyser på alt det, som er forkert ved børnene: Så er de ikke stærke nok i forhold til PISA. Så er flere og flere ordblinde. Så er de dårligt opdraget osv. Samtalen kører i medierne og smitter af på skolen og forældrene. Men sandheden er, at langt de fleste på en børneårgang hen ad vejen udvikler sig sundt og godt og får gode liv,” siger Eva Secher Mathiasen og fortsætter:

“Der er historisk mange unge, som har det svært og lider af angst, spiseforstyrrelser og selvskade. Altså rigtige psykiske lidelser. Og samtidig er der mange unge, som helt generelt ikke trives i tilværelsen. Indsnævringen af normalbegrebet og det store forventningspres på børn og unge har en del af skylden for den udvikling.”

Børn skal sidde stille
Men lad os lige dvæle ved ordet normal. Ifølge Eva Secher Mathiasen er rammerne for det normale blevet mere snævre.

“Et barn skal ikke være anderledes på ret mange parametre, før det stikker ud på den forkerte måde. Og systemet vil rette fejl, og der bliver blandt andet peget fingre ad forældrene, som ikke har opdraget godt nok,” siger psykologformanden. For at sætte perspektiv på den udvikling, hun ser i undersøgelser og hører fra flere af sine 10.000 medlemmers praksis, bringer hun sin egen erindring i spil – fra starten af 1980’erne.

“Da jeg var barn og gik i børnehaveklasse, var der god tid. Vi skulle lære at stå i kø, række hånden op, lytte efter og gøre, hvad der blev sagt. Og det var der et år til, hvor vi lavede alt muligt sjovt. I dag skal børnene sidde stille og lære at læse, inden de kommer i 1. klasse. Og det er der jo mange børn, som godt kan finde ud af. Men det er ikke det samme som at sige, at der er noget galt med de børn, som ikke kan,” siger Eva Secher Mathiasen og fortsætter:

“Det er smukt, at vi vil have børnene til at blive sunde, harmoniske, stærke og livsduelige mennesker. Men vores forventninger til, hvad de kan, ligger for meget i toppen af de tilpassede børn.”

Og hvad er så løsningen set fra en psykolog-vinkel?

Skolens autoritetstab
“Inklusionstankegangen har i sit udgangspunkt været fin. Men der er ikke fulgt nok ressourcer med inklusionen og de øgede krav. Det har betydet, at klassefællesskaberne ikke kan rumme de børn, som helt reelt har diagnoser og problemer eller som bare ikke er klar endnu til de krav, der stilles. Der er også en undersøgelse, som viser en sammenhæng mellem lav normering af pædagoger og lærere og antallet af diagnoser hos børnene."

Eva Secher Mathiasen anerkender, at det er nemt at skyde skylden på ressourcemangel, men ikke desto mindre:

“Vi peger på børnene i stedet for at kigge på normeringen. Vi skal se på konteksten – det er sjældent børnene, der er noget galt med,” siger hun.

Et andet område er autoritetstabet hos lærerne. “Som forælder må du aldrig tale dårligt om skolen eller lærerne foran barnet. Sådan er det nødt til at være i det lille barns liv. Dem, som du er sammen med hele dagen, er nødt til, i udgangspunktet, at være en autoritet,” siger Eva Secher Mathiasen og fortsætter:

“Et lille barn har brug for mure at spille op ad. Så længe der ikke foregår noget, som er grænseoverskridende, så skal forældrene bakke læreren og skolen op. Jeg tror, at mange undervurderer lærerens rolle i deres barns liv. Og hvor problematisk det kan udvikle sig, hvis barnet bliver påvirket over køkkenbordet til at miste tilliden til den voksne, barnet bruger rigtig mange timer med.”

Denne artikel blev bragt i Magasinet Friskolen nr. 18, oktober 2019.

Læs alle magasiner GRATIS:
iPhone/iPad // Android- Smartphone/tablet // Computer