fjern søgeboks

Vi brugte 100 år på at kæmpe mod dem...

“I Danmark tror vi hurtigt, at autoriteter skal diktere hvert eneste skridt, vi tager, og som vil forhindre os i at udfolde os”

Tekst af: Sidsel Hoe

Illustration: Solveig Agerbak



Gennem mere end et århundrede har vi langsomt bevæget os væk fra den respekt for autoriteter, som vi førhen byggede en stor del af vores samfund op omkring.

I dag hylder vi den kritiske bevidsthed og sætter spørgsmålstegn ved alt – men tilsyneladende er vores autoritetstro forsvundet i en sådan grad, at især den unge generation mangler den. “Jeg har brug for autoriteter til at vise mig en retning,” som 20-årige Sebastian siger. Hvordan endte vi her?

SEBASTIAN STAVLUND ER 20 ÅR GAMMEL og har boet i tre forskellige lande. Da han var baby, flyttede familien til Brasilien, og dér er han vokset op, afbrudt af tre år i Singapore. I skolen gik han i skoleuniform, (knælange blå shorts, gul bluse til de små elever og hvid bluse til de store). I Singapore forventede lærerne, at han tiltalte dem Mr. og Mrs., og på mange måder var Sebastian vant til en noget anden hverdag end den, der ventede ham, da han kom tilbage til Danmark som 13-årig.  Klar til at træde ind i sine teenageår og ind i den ungdomstid, hvor man for alvor skal til at finde ud af, hvem man vil være. Det var “lidt af et kulturchok, der ramte mig, da jeg trådte ud af den flyver,” siger Sebatian.

Sebastian måtte lære, at i Danmark kigger byboere undrende på én, når man hilser på alle, man passerer på gaden. Men den største forskel var skolen: “Jeg følte, at lærerne herhjemme var en slags autoritet, der ikke rigtig ville anerkende, at de var en autoritet,” siger han. “Jeg kunne mærke det på den grad af kaos, der var, og hvordan eleverne larmede og forstyrrede undervisningen.”

Kulturchokket fik Sebastian til at tænke en del over fænomenet autoritet og på, at han synes, den mangler. “I Danmark tror vi hurtigt, at autoriteter skal diktere hvert eneste skridt, vi tager, og som vil forhindre os i at udfolde os,” siger han. “Men det er jo ikke nødvendigvis det, autoriteter gør. For unge mennesker kan autoriteter også være en, der sætter retning.”

Et par dage inden jeg taler med Sebastian Stavlund, taler jeg med en anden ung mand, 29-årige Dennis Baggers Laursen, der arbejder som kontorassistent. Han får ofte en følelse af, at “alting er meget flydende i vores samfund”, fortæller han mig. På hans arbejde er der for eksempel en “totalt flad struktur, “og det,” siger han, “kan gøre mig i tvivl om mine arbejdsopgaver og i tvivl om, hvornår jeg har gjort nok”. Det trives nogle måske i, men ikke Dennis, som har været nødt til at skrive sine arbejdsopgaver ned i overordnede temaer og prioritere dem i rækkefølge efter, hvad der er vigtigst. For eksempel har Dennis printet en årskalender, hvor han har sat de regnskaber ind, han skal ordne, og lavet sine egne deadlines. For selv at skabe en struktur, som ikke er blevet ham givet.

“Jeg har en længsel efter mere autoritet,” siger Dennis Baggers Laursen. “Eller rettere en form for autoritet: kvalificerede, kompetente og omsorgsfulde autoriteter.”

Er der én ting, der har kendetegnet de seneste 150 års kulturkampe i den vestlige verden – og måske Danmark især – så er det kampen mod autoriteterne. I årevis har vi kæmpet mod snart sagt enhver form for autoritet, og mange sætter uden tvivl pris på det, der blev vundet ved det opgør. At familiens patriark ikke længere bestemmer over familiemedlemmernes kærlighedsliv. At børn ikke risikerer en ørefigen i skolen, at systemet ikke forhindrer ugifte par i at bo sammen, at vi er dus med hinanden – også i overført betydning. Måske er vi imidlertid så småt begyndt at mærke, at noget også er forsvundet med autoritetstabet i vores samfund. Det kritisk tænkende, selvbevidste menneske vil ikke holde kæft og følge trit. Men måske gik der alligevel noget tabt, da den respektfulde omgang med autoriteter gik af mode? Måske mangler vi en ramme, som vi kan udfolde os i,” som Sebastian Stavlund formulerer det

SKAL MAN SIGE NOGET håndfast om, hvad danskerne tror på og længes efter, når det handler om noget så uhåndgribeligt som danskernes værdier og indre liv, er der sådan cirka én ting, man kan gøre: spørge folk, hvad de tænker. Og det gør forskere da også med mellemrum i det, der hedder Den Danske Værdiundersøgelse. Det er en af de længst løbende undersøgelser i Danmark og ret enestående, fordi man kan følge danskerne svar på de samme spørgsmål gennem flere årtier.

Første gang danskerne blev spurgt, om de ønskede mere respekt for autoriteter i fremtiden, var i 1990. Dengang var der ikke ligefrem overvældende opbakning. I gruppen af borgere mellem 18 og 59 år var det mindre end hver tredje, der ønskede sig mere respekt for autoriteter, mens det hos borgere over 60 år var knap halvdelen. Over næsten tre årtier har det billede dog forandret sig markant  –  det kan man se i den seneste værdiundersøgelse, der udkom i sommeren 2019. I alle aldersgrupper ønsker flertallet sig mere respekt for autoriteter i fremtiden, og det er endda tydeligst hos de borgere der ellers kan have ry for at være mest respektløse: de unge. I dag giver 67 procent i aldersgruppen under 40 år udtryk for en længsel efter mere autoritet.

En lignende længsel har tilsyneladende meldt sig i den politiske arena. For halvandet år siden lancerede daværende social- og børneminister Mai Mercado fra De Konservative et ‘opdragelsespanel’, der skulle komme med anbefalinger til børneopdragelse. Mercado sagde til TV2, at hun var bekymret over, “at for mange børn mangler basal opdragelse, når de starter i skole”. Tidligere havde også den daværende undervisningsminister, Liberal Alliances Merete Riisager, varslet et opgør med folkeskolens  –  som hun sagde til Berlingske  – “uklare rammer”. “Vi har simpelthen frataget børn og unge retten til at vokse op inden for nogle klare regler.”

Også en justitsminister har været på banen og efterspurgt mere respekt for autoriteter. I 2016 slog Venstres Søren Pind til lyd for det, han kaldte en “respektdagsorden”. Fra Folketingets talerstol sagde han, at “respekten for vores fælles institutioner og autoriteter er grundlæggende for retssamfundet, for trygheden og for vores fællesskab”. Med tiltagene i respektpakken hævede politikerne for eksempel bødestørrelsen for fornærmende tiltale mod politibetjente og gjorde det strafbart at genere folk i offentlig tjeneste (for eksempel at følge efter en socialrådgiver, der er på vej til eller fra arbejde).

Så en stigende del af os  savner tilsyneladende større tiltro til eller respekt for det, vi kalder autoriteter. Men hvad går det savn ud på? Hvad længes vi efter?

HVAD ER AUTORITET EGENTLIG? En af sociologiens fædre, Max Weber, gav i begyndelsen af 1900-tallet sit bud: Autoritet er en magt, der bygger på folks vilje til lydighed. Og autoritet, mente Weber, bygger dermed ikke på vold eller tvang, men på velvilje. Vi kender autoriteter i mange former – som en skolelærer, der bestemmer over 20 børn i et klasselokale, som en politibetjent, der har muligheden for at bruge våben og tvang, men kun gør det, hvis det er absolut nødvendigt. Vi kender autoriteten som en chef, der bestemmer, hvad man skal lave, eller en myndighed, der sætter regler og retninger for vores handlinger. Som en forælder, der begrunder sit nej med “fordi jeg siger det”.

Morten Frederiksen og er leder af Den Danske Værdiundersøgelse og lektor ved Aalborg Universitet. Han siger til mig, at “autoritet faktisk er et lidt rodet begreb”.

Ifølge Morten Frederiksen refererer begrebet til temmelig forskellige ting.“Nogle gange refererer det til ekspertise og til tillid til institutioner og regler. Andre gange refererer det til personer, der har en bestemt status i samfundet og derfor har ret til at sige bestemte ting.”

Hvordan var det egentlig at leve i Danmark, dengang normerne og skikkene var gennemsyret af autoritetstro? Det kan næsten være svært at forestille sig i dag, men den største forskel findes måske i vores måde at træffe livsvalg på: Hvor, groft sagt, ufattelig mange livsvalg i dag er styret af det enkelte menneskes lyster og længsler og drømme, var de engang styret af en autoritet. Hvis staten mente, at man skulle drage i krig, drog man i krig. Hvis far mente, at man skulle ud at tjene, skulle man ud at tjene. Hvis Gud og præsten mente, at man ikke skulle dyrke sex før ægteskabet, så lod man være med det – eller var plaget af skam, hvis ikke man var i stand til at overholde dét.

Allerede i 1954 erklærede filosoffen, Hannah Arendt, at autoriteterne var forsvundet, men flere historikere trækker tråde længere tilbage  –  til tiden efter Første Verdenskrig. Det var dér, Europa mistede sin uskyld i det, mange oplevede som en meningsløs krig. Især mange unge tabte respekten for de magthavere, der havde sendt unge mænd ud i krigens rædsel, og frøene til en dyb skepsis mod den autoritære overmagt blev sået. I sin berømte selvbiografi, Verden af i går, beskrev forfatteren Stefan Zweig, hvordan hans generations tro på den trygge samfundsorden “knustes på et sekund i tusind stykker som et hult kar”.

Da det, vi i dag kender som ungdomsoprøret, for alvor brød ud omkring et halvt århundrede senere, var det dybest set en kulmination på de antiautoritære paroler, der siden Første Verdenskrig havde bredt sig blandt Europas bohemer og progressive avantgarde. En nat i marts 1968 blev det antiautoritære opgør malet med store bogstaver på en universitetsbygning i København, da en lille gruppe psykologistuderende klatrede op ad en brandstige og med sort plastikmaling skrev “Bryd professorvældet” og “Medbestemmelse nu!”. I dét år gik unge mennesker på gaden og demonstrerede i hele den vestlige verden. De krævede en friere seksualmoral, mindre krig og mere medbestemmelse. Ungdomsoprøret blev det endelige symbol på opgøret med autoriteterne, og “dødsstødet til en normativ kultur, der allerede var punkteret”, som historikeren Henrik Jensen skriver i sin bog, Det faderløse samfund.

Men kampen for medbestemmelse og retten til at betvivle autoriteternes magt findes ikke bare i lommer af verdens fortid, den viser sig også i dag i vores sprog, opførsel og tankesæt. I dag er det ikke bare avantgarden, der er antiautoritær. Det er den helt almindelige hverdagsdansker.

HJEMMEVÆRNSMANDEN MARTIN –  der har bedt om ikke at få sit efternavn nævnt  –  ved, hvad det vil sige at have autoritet. Han ved også, hvad det vil sige, når andre ikke respekterer den autoritet. Som befalingsmand og leder af en gruppe hjemmeværnsfolk har han båret mørkegrøn uniform i snart 20 år, og med sine knap to meter og 100 kilo er han en mand, man lægger mærke til. Han er vant til at udstede ordrer til de menige hjemmeværnssoldater, og han er vant til at blive lyttet til. Eller måske nærmere: Han var vant til at blive lyttet til. Han oplever nemlig oftere og oftere, at de unge menige ikke respekterer hans rolle som gruppefører i lige så høj grad, som de unge gjorde tidligere. Også blandt den almindelige befolkning oplever Martin en stigende skepsis, når han eksempelvis er med til at vogte afspærrede områder ved et stort arrangement i byen.

“Førhen var det mere naturligt, at folk fulgte vores anvisninger,” siger Martin, “men i dag bliver vi nogle gange nødt til at hæve stemmen, fordi de ikke vil følge vores ordrer. De synes ikke lige, at det passer ind i deres verden, at de ikke må færdes der, hvor der er afspærring.”

Der er især én episode, der har sat sig fast i Martins hukommelse. Gruppen var midt i en øvelse, der gik ud på at lære soldaterne at hjælpe politiet med at holde vagt. Hen på aftenen besluttede en af de menige soldater sig for, at nu skulle han sove. Men det mente Martin  –  hans befalingsmand  –  ikke, at han skulle.

“Han var træt, og jeg var træt,” fortæller Martin, “men det er vigtigt, at vi øver os i lige at strække os lidt længere. Det træner vi, fordi vi i en rigtig situation skal være klar til at reagere, hvis der kommer uvedkommende. Også selv om vi er trætte.”

Men den unge mand havde besluttet sig. Han skulle sove, og det kunne Martins ordrer om det modsatte ikke ændre på.

“Jeg måtte sætte ham hen i et hjørne og efterlade ham der,” siger Martin, der blev noget chokeret over, at den unge mand ikke ville høre efter.

“Det er ikke, fordi jeg vil tilbage til kæft, trit og retning, man må rigtig gerne stille spørgsmål. Men bagefter  –  ikke midt i en øvelse,” siger han. “Nogen er nødt til at have teten, ellers bliver det svært at løse en opgave. Det bliver kaos.”

Det er en historisk arv, Martin oplever effekten af, og den er også tydelig i vores børneopdragelse. Parallelt med det 20. århundredes ungdomsoprør og den generelle velstandsstigning og et massivt uddannelsesløft af befolkningen løber et pædagogisk opgør med den måde, vi engang betragtede børn og opdragelsen af dem på. Allerede efter Første Verdenskrig kom børneopdragelsen i fokus blandt pædagogikkens mest eksperimenterende typer, der slog til lyd for, at børn ikke skulle disciplineres, men derimod være “selvregulerende,” som det blev kaldt. De mest yderligtgående anbefalede helt at undgå pottetræning, som blev anset for et overgreb på barnets autonomi. Tankegodset  –  at børn er selvstændige individer i deres egen ret  –  bredte sig til det, vi med en bred betegnelse i dag kender som reformpædagogikken, og kulminerede foreløbigt i 1989, da FN vedtog en børnekonvention, der gav børn en række grundlæggende rettigheder.

Men den antiautoritære opdragelse har tilsyneladende også en konsekvens, der muligvis ikke var helt tilsigtet. I hvert fald kan en del skolelærere i dag berette om, at forældre i stigende grad blander sig i, hvordan undervisningen skal være, eller at “eleverne ikke respekterer de regler, som læreren forsøger at sætte i klasserne”, som en lærer skrev til mig og forklarede som en af konsekvenserne ved autoritetstabet. Også i sundhedsvæsenet skinner skepsissen over for autoriteterne igennem. De seneste år er den såkaldte Anti-Vaxxer-bevægelse, der ikke godtager lægevidenskabens klare anbefaling om vacciner, vokset. Selv om tilslutning til vacciner generelt er stor i Danmark, findes der også herhjemme en gruppe af forældre, der for eksempel ikke vil vaccinere deres børn mod mæslinger af frygt for bivirkninger. I 2016 udgav Trygfonden en omfattende undersøgelse, der viste en “lav tillid til, at sundhedsvæsenet leverer sine kerneydelser: de rette undersøgelser og behandlinger”, som der stod i undersøgelsens konklusion. Det var under halvdelen af danskerne i undersøgelsen, der mente, at man kunne have ‘stor tiltro’ til, at man altid ville få tilbudt den rigtige behandling. Og halvdelen sagde, at man selv skulle insistere for at få den rette behandling. Myndighederne har tilsyneladende vejret stemningen. Hvor en offentlig styrelse engang kunne få det rimeligt bombastiske navn, ‘Overformynderiet’, kalder Skattestyrelsen sig i dag ‘Skattefar’ på Twitter.

Det er, med andre ord, ikke længere givet, at vi anser autoriteten for en, der ligger inde med det rigtige svar. En, der naturligt står over os, som ved bedre, som har en naturlig plads i vores tilværelse som den, der øser af erfaring, viden og smagsdomme. En, som man bør lytte til for at forme både sit syn på verden og sig selv. Da popsangerinden Medina blev interviewet til det hedengangne magasin Cover for nogle år siden, blev hun spurgt, om hun havde nogen forbilleder.

“Nej,” svarede hun. I dag er vi vores egen ledestjerne.

DET VAR IKKE FOR INGENTING, at vi udviklede et noget anstrengt forhold til autoriteter. Historien viser igen og igen, at magt har sine egne, skræmmende faldgruber, og man kan med god ret hævde, at vores tab af autoritetstro skyldes en sund skepsis over for historiens væld af falske profeter, kvasende faderskikkelser og diktatoriske despoter.

I 1960’erne og 1970’erne gennemførte forskere flere socialpsykologiske eksperimenter, der undersøgte sindets påvirkning af autoriteter og lydighed. I 1961 udførte den amerikanske socialpsykolog, Stanley Milgram, et omdiskuteret forsøg, hvor en række forsøgspersoner blev sat i et rum to og to. Den ene blev udvalgt til at være lærer, den anden elev, men eleven var i virkeligheden en skuespiller. Læreren fik besked på at stille spørgsmål til eleven, og hvis svaret var forkert, skulle læreren give eleven elektrisk stød som straf. Formålet var at undersøge, om forsøgspersonen ville give de elektriske stød, fordi han fik besked på det  –  også selv om det var tydeligt angivet, at stødene var farlige. En stor del af deltagerne handlede efter forsøgslederens ordre om at give stød til deres elev, også selv om de troede, at de påførte pågældende stor smerte og endda livsfare. I virkeligheden fik eleverne ikke stød – de lod bare som om.

Endnu mere kontroversielt blev det ti år senere, da en nyudnævnt professor i psykologi ved Stanford University, Philip Zimbardo, fik en idé til at undersøge fænomenet autoritet ved at studere forholdet mellem fangevogtere og fanger i et minifængsel, som han ville konstruere i kælderen under universitetet. Hvordan ville vogterne bruge deres autoritet, og hvordan ville fangerne reagere? 24 college-studerende indgik i eksperimentet, og det blev tilfældigt udvalgt, hvem af forsøgspersonerne, der skulle være fanger, og hvilke, der skulle være fangevogtere. Fængselseksperimentet eskalerede i en sådan grad, at det måtte afbrydes, inden der var gået en uge . Planen var ellers, at det skulle vare 14 dage. Nogle fanger gjorde oprør, mens andre blev traumatiserede af den magt, der blev udøvet over dem. ‘Fangevogterne’ brugte deres autoritet til at straffe de forsøgspersoner, der havde fået rollen som fanger  –  nogle endda på sadistisk manér. Fangerne fik lænket deres fødder sammen, blev tvunget til at tage armbøjninger eller fik forstyrret deres søvn eller ordre til at skrubbe toiletter med de bare næver. Eksperimentet sugede også Zimbardo selv ind i en skræmmende logik, og det var først, da han viste sin kæreste deltagernes opførsel, og hun udbrød: “Det er jo forfærdeligt, hvad du gør ved de drenge”, at det gik op for Zimbardo, at eksperimentet var gået over gevind, og at han måtte stoppe det.

Begge eksperimenter er omdiskuterede og er også blevet kritiseret for dele af deres metoder. Men alene det, at de blev gennemført, vidner om tidens grundlæggende opmærksomhed på autoritet som en størrelse, mennesket skal være på vagt over for.

Da jeg spurgte Zetlands medlemmer om deres syn på tabet af autoritetstro, var der da også flere, der fremhævede det som et gode. En af dem, Camilla Mehl-Ludvigsen, skrev, at det i hendes optik “er en positiv udvikling, når man skal gøre sig fortjent til sin autoritet ved sin væremåde.

Når vi tør udfordre autoriteter, finder vi os heller ikke i magtmisbrug.”

Socialrådgiveren Eva Moos henvendte sig også til mig. Hun er selv en autoritet, og hun gør sig umage for at leve op til den rolle, hun har. Hun arbejder for myndighederne, nærmere bestemt hos en kommune. Tidligere har hun siddet på et jobcenter, og i dag er hun sagsbehandler på voksenhandicapområdet. Faktisk er Eva Moos så moderne, at hun har lidt svært ved sin autoritetsrolle. “Det handler om magt,” siger hun om sine kvababbelser ved at skulle eje autoritetsrollen til fulde. “Jeg har en magt over andre, og i nogles tilfælde kan jeg fjerne deres eksistensgrundlag. Det bryder jeg mig ikke altid om, for det giver ikke altid et godt samarbejde.”

Eva Moos kan godt lide at tænke på borgerne som medspillere, og det rækker langt ud over hendes kommunekontor. Også i sundhedsvæsenet er patientinddragelse et af de helt store buzzwords. “Borgerne er jo eksperter i deres eget liv,” siger Eva Moos. “Og jeg kan ikke altid fortælle dem, hvad der vil være bedst i deres liv. Men det betyder også, at de selv får et større ansvar som enkeltpersoner, når vi involverer dem mere.”

Spørger man lektor ved Aalborg Universitet, Morten Frederiksen, om tabet af autoritetstro i vores kultur, så fremhæver han det også som en ubetinget gevinst. “Det er jo et udtryk for, at mennesker i stigende grad selv tager stilling, og at folk tager kritisk stilling til deres samfund er et grundelement i et demokrati.”

“Men det betyder også, at det bliver mere uklart, hvad der er rigtigt og forkert, siger han.”

VI VANDT ALTSÅ NOGET, da de gamle alvidende skikkelser blev bragt i øjenhøjde med de almindelige borgere   –  og da valgene om, hvordan vi bør leve, ikke længere blev afgjort af samfundets normer, men i stedet blev flyttet ind i os selv. Men måske var der også noget, vi tabte. Noget værdifuldt. Det er i hvert fald den følelse, de unge, jeg har talt med til denne artikel, giver udtryk for. 20-årige Sebastian Stavlund formulerer det sådan her:

“Vi unge mennesker er opvokset i en tid, hvor man meget let kan blive forvirret. Man skal være fri og selv finde sin retning. Men det er svært at vide, hvor man skal stå, og hvor man skal gå hen. Jeg har brug for autoriteter til at vise mig en retning.”

Uden autoriteter får vi “et flydende samfund,” som 29-årige Dennis Baggers Laursen formulerer det. Altså et liv, hvor man ikke kan finde ud af, hvor man skal gå hen, og hvor man skal lede efter de rigtige svar. Det gælder, synes han, både i forhold til junglen af forskningsresultater, hvor det kan være svært at skelne mellem solid videnskab og misinformation  –  og i forhold til hans eget liv og hans deadlines på kvartalsregnskabet, som ingen andre giver ham end ham selv.

Da jeg ringer til den 29-årige debattør og kulturkritiker Katherine Diez, kan hun også genkende en søgen efter nogen eller noget, der tager hånd om én og viser en retning. “Engang var menneskets skæbne nærmest bestemt på forhånd,” siger hun, “men i dag er der så mange muligheder og så mange endestationer, at verden bliver forvirrende. Vi er blevet rige og frigjorte, og vi spejder hele tiden efter lykken, men vi ved bare ikke, hvordan den ser ud.”

Katherine Diez har selv fundet en form for autoritet i den klassiske litteratur, som giver hende ”en følelse af stilstand og noget konkret at holde fast i”. Hun læste romanen Lykke-Per første gang for et årti siden, og Per var vel nok et af de første moderne mennesker. En fyr i slutningen af 1800-tallet, der gør stort oprør mod sin far og sin opvækst på en konservativ præstegård. Per drager ud i verden med store planer for sin karriere og sin lykke, men uanset hvor meget han prøver, kan han ikke slippe for de lænker, hans opvækst har lagt ham i – og han ender alene som vejassistent i Thy. “Jeg læste Lykke-Per på et af de mest forvirrende tidspunkter i mit liv,” siger Diez, “og det gav mig ærlig talt en tryghed at forstå, at nogle ting måske er forudbestemt for os. At der er en del af min skæbne, jeg ikke selv kan bestemme over. Det var sådan ‘ah, nu kan jeg slappe lidt af’, og det tror jeg, mange unge har brug for i dag. Man længes simpelthen efter nogen, der kan tage ansvar og vise en vej.”

Det måske mest tydelige eksempel på behovet for, at nogle andre end én selv viser vej, manifesterede sig midt i marts, da unge mennesker over hele verden demonstrerede for klimaet i en historisk stor klimastrejke. På skilte og bannere rundt omkring i landet kunne man læse et klart budskab til de folkevalgte politikere, et opråb til dem om at tage ansvar: “Er der en voksen til stede?” stod der malet med regnbuens farver på et papskilt ved demonstrationen i Odense. Det lignende umiskendeligt et moderne svar på en autoritet, de unge efterspurgte: “Kvalificerede, kompetente og ansvarsfulde,” som kontorassistent Dennis Baggers Laursen siger. Nogle, der tager ansvaret på sig og bruger det til at vise en retning.

TILBAGE I 1970’ERNE var den danske teolog og professor, K.E. Løgstrup, også på vagt over for et samfund uden autoriteter med bemyndigelse til at vise en vej at gå ad. Enhver overdragelse af viden fra et menneske til et andet kræver en vis grad af respekt for den videndes autoritet, mente han. I 1975 skrev Løgstrup om en oplevelse, han havde haft, da han i et semester underviste i Tyskland. Her mødte han en studerende, der fik for vane at afbryde Løgstrup midt i forelæsningerne med spørgsmål og pointer, der ifølge Løgstrup blev ytret bare for ytringens skyld. Det irriterede professoren, der bad den studerende enten holde mund eller sige noget relevant.

“Nå, så det tror De!” svarede den studerende. “Tror De, jeg sidder her for at lade mig autoritært manipulere af Dem! Det kunne De lide, hvad!”

Senere, da Løgstrup beskrev episoden, genkaldte han sig også, hvad han havde svaret den unge studerende:

“Hr. V., jeg kan ikke gøre for det, men tilværelsen er nu engang sådan indrettet, at det er ugørligt at forstå noget som helst uden at lade sig autoritært manipulere.”

Løgstrup endte med følgende konklusion: “Vi kan intet forstå uden at give os ind under den talendes eller skrivendes ledelse.”

Og hvad er så konsekvensen, hvis ikke vi accepterer, at svarene sommetider må komme udefra? Fra nogle, der ved bedre. Hannah Arendt, filosoffen, ville argumentere for, at den slet og ret er grundlæggende eksistentiel rådvildhed.

I 1954 skrev hun, at “tabet af autoriteten svarer til at tabe verdens grundvold, som da også siden er begyndt at forskyde sig, forandre og transformere sig med stadig højere hastighed fra en tilstand til en anden  –  som levede og kæmpede vi med et evigt omskifteligt univers, hvor alt hvert øjeblik kan blive til næsten hvad som helst andet. En verden uden autoriteter er tabet af “den fasthed og holdbarhed, som mennesker har brug for, nøjagtig fordi de er dødelige  –  de mest ustabile og formålsløse væsener, vi kender til.”

Den garvede hjemmeværnsmand, Martin, citerer godt nok ikke Hannah Arendt, men han siger alligevel stort set det samme, da jeg taler med ham i 2019, 65 år efter Arendt skrev sit essay What Is Authority? Et samfund uden respekt for autoritet? Det er et samfund uden retning, mener han.

“Jeg tror, risikoen er, at vi ender med at rende forvirrede rundt,” siger han til mig, “Som en flok hovedløse høns.”

Denne artikel blev bragt i Magasinet Friskolen nr. 19, december 2019.


Læs alle magasiner GRATIS:
iPhone/iPad // Android- Smartphone/tablet // Computer

Læs mere af Magasinet Friskolen nr. 19 fra december 2019:

Læs mere...

Magasinet Friskolen er medlemsmagasin for Dansk Friskoleforening.
Magasinet udkommer otte gange årligt og kan læses gratis via en app, som findes til iPhone/iPad og til Android. Det trykte magasin kan bestilles på www.magasinetfriskolen.dk

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12