fjern søgeboks

Forældredeterminisme - Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid

”Forældredeterminismens logik siger: Du alene har magten til enten at forpurre eller forbedre dit barns livschancer, så don't screw it."

Tekst af: Sara Alfort, journalist på Zetland

Illustration: Mai-Britt Amsler



TÆNK, HVIS DU IKKE AFGØR DIT BARNS FREMTID

Der er morgener, hvor jeg lander på kontoret med adrenalinen stadig pumpende i kroppen efter et maraton af morgenkommandoer: “Pak din taske!”, “Lav din madpakke!”, “Tag nu de strømper på!”. For jeg har ansvaret for at aflevere udhvilede, mætte, skoleparate børn med de rigtige (!) bøger i tasken, spidse farveblyanter (hvordan kan så mange blyanter forsvinde?!), en nærende madpakke og tilpas meget frugt til ti-frikvarteret (ikke pakket i små pakker, læste jeg på ForældreIntra forleden: det tager for lang tid at pakke op). Klokken otte.

Jeg har også ansvaret for at forme selvstændige, robuste, livsduelige børn, der selv kan lave madpakke, pakke taske, finde cornflakes, gennemføre en uddannelse, passe et arbejde. Det går ikke, at jeg ordner det for dem. Jeg skal lære dem selv at gøre det. Før klokken otte. Og jeg har også ansvaret for at forme empatiske, stærke mennesker med en indre ro, der kan løse konflikter ved at holde hovedet koldt og møde andre mennesker med varme og tillid. Så jeg må ikke råbe, ikke skælde ud og – for alt i verden – aldrig tabe hovedet. Inden klokken otte. Derfor sidder jeg på kontoret med min kaffe, adrenalinen stadig pumpende, hjernen i gang med at lægge nye strategier for De Gode Morgener, og krydser fingre for, at lige netop denne morgen ikke lagrer sig så grundigt i de små hjerner. I morgen former jeg samfundets fremtidige borgere. Helst ikke så meget i dag.

Don’t Screw it up!
Med den slags morgener lagret i bevidstheden var det måske ikke så underligt, at jeg stoppede op en ekstra gang, da jeg første gang stødte på begrebet forældredeterminisme. Jeg faldt over det i en bisætning i en ph.d.-afhandling om skole-hjem-samarbejdet. Jeg havde aldrig hørt om det før, men jeg skrev det ned på min blok og fik først vendt tilbage til det langt senere.

Forældredeterminismens logik siger: Du alene har magten til enten at forpurre eller forbedre dit barns livschancer, så don’t screw it. Hvis du ønsker, at dit barn udvikler sig optimalt, så gælder det om at læse, synge, tale, bære, kramme, tegne, lytte, aktivere, stimulere, vende hovedet, træne på maven, spille musik, give det fingermad og amme det fra det øjeblik, barnet bliver født. Forældredeterminisme er stemmen i dit øre, der siger dig, at det, du gør – eller ikke gør – som forælder, i et 1:1-forhold former børnenes udvikling, intelligens, sociale kompetencer, fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet og kommende bidrag som demokratiske borgere.

Efter første gang at have stødt på begrebet om forældredeterminisme begyndte jeg at dykke grundigt ned i det og læse om, hvordan vores syn på børn og vores forældrerolle har ændret sig radikalt de seneste 50 år. Det efterlod mig fuldstændig blæst bagover. Og jeg tænkte to ting: 1. Det forklarer jo alt! 2. Hvorfor i alverden har jeg aldrig hørt om det før?! For mig at se forklarer forestillingen om forældre- determinisme, hvorfor der er et intenst offentligt fokus på, hvordan forældre opdrager deres børn, hvordan de disciplinerer dem, hvor meget iPad børnene spiller, og hvor mange pligter børnene har i hjemmet. Tidligere søgte vi socioøkonomiske, biologiske, måske endda religiøse forklaringer på børn og unges kriminalitet, psykiske skrøbelighed, læsevanskeligheder og ud- adreagerende adfærd. I dag finder vi de svar ét sted: I forældrenes opdragelse.

Logikken er, at du som forælder derfor også kan forhindre, at dit barn bliver kriminelt, psykisk skrøbeligt, får læsevanskeligheder eller en udadreagerende adfærd, ved for eksempel at amme, læse højt, forbyde iPad efter spisetid, lade barnet tage opvasken og cykle hjem fra fodbold. Den logik placerer et grænseløst og individuelt ansvar på de enkelte forældres skuldre. Den logik lægger (tilsyneladende) en galaktisk stor magt i forældrenes hænder. Og den logik har skabt den forældrekultur, som den amerikanske sociolog Sharon Hays allerede for 20 år siden kaldte det intensive forældreskab.

Det vil sige en kultur, der forventer, at forældre (især mødre) bruger enorme mængder tid, energi og penge på at opfostre deres børn. Det er en forældrekultur, hvor forældre søger de sidste nye videnskabelige undersøgelser, lytter til eksperter, læser opdragelses- bøger, deltager i Facebook-fora, googler og river sig i håret. Det er en forældrekultur, der har forvandlet hverdagsrutiner som måltider, sengelægning og daglig grænsedragning til læringssituationer af formativ karakter, hvor det aldrig vil være godt nok bare at gøre det, der er mest praktisk. Det er en forældrekultur, som har ændret barndommen radikalt i forhold til, hvor meget frihed børn har, hvor meget børn bevæger sig frit omkring på egen hånd, hvor mange risici de udsættes for, hvor meget af deres dag, der er planlagt af voksne, og hvor meget de leger på egen hånd uden et egentligt pædagogisk formål.

Med andre ord: Da jeg faldt over begrebet forældredeterminisme, var det som at blive ramt af katarsis. Begrebet satte ord på, hvorfor vor tids barndom ser ud, som den gør, hvorfor vor tids forældre gør, som de gør, hvorfor vores samfund er så besat af børneopdragelse, og hvorfor mine morgener får adrenalinen til at pumpe.

Holdningsbombardement
I februar 2018 lancerede den konservative børne- og socialminister, Mai Mercado, det, hun kalder en opdragelsesdebat. Hun nedsatte et panel med eksperter og lancerede en Facebook-side med små videoer om opdragelsesdilemmaer, hvor panelet og alle vi andre kunne diskutere. Den første lille video handlede om, hvorvidt det er en god idé at give barnet en iPad efter aftens- mad. “Man vil altid det bedste for sine børn, men det ‘bedste’ kan nogle gange være en bjørnetjeneste, og så opstår fænomenet curlingbørn,” sagde ministeren til Fyens Stiftstidende. For forældrene er, konstaterede hun, nogle gange i tvivl om, hvad det bedste er. “Der er en kæmpestor efterspørgsel på sparring, råd og vejledning hos for eksempel pædagoger og sundhedsplejersker. Der opstår forældrefora på Facebook, blogs og forskellige platforme. Forældrekurser florerer i ét væk,” sagde hun. Ministerens intention var at samle viden, så vi bliver klogere på opdragelse.

Men spørgsmålet er, om det faktisk er mere viden, der er brug for. For selvfølgelig havde ministeren ret i, at børn skal opdrages, og at det er deres forældre, der skal gøre det – hver enkelt familie må tage stilling til, om børnene skal spille iPad efter middagen eller ej, uanset om de er forældre i Ringkøbing eller Køge, gamle eller unge, enlige eller gifte, faglærte eller universitetsuddannede, bor i villa eller til leje, spiser frikadeller eller halal, drikker cortado eller foretrækker sortbrygget kaffe på termo. Men uanset hvordan den almindelige danske forælder ser ud, er der allerede masser af information at få. Efter min mening bliver forældre bombarderet rigeligt med videnskabelige undersøgelser, ekspertråd, opdragelses- bøger, ti-trinsplaner, offentlige anbefalinger og andre menneskers holdninger. Ri-ge-ligt.

Fælles opdragelse
Og spørgsmålet er, om vi bliver de forældre, vi gerne vil være, hvis vi sidder med næsen i hver sin bog, frenetisk googlende eller slavisk følgende de ti trin, der skal få barnet til at sove igennem uden gråd? Det er jeg ikke sikker på. Okay. Så jeg tænker sådan her: Vi kan ikke hver især vende forestillingen om forældredeterminismen ryggen – vi må kollektivt acceptere, at den enkelte forælder ikke har magten til at udskære en fremtidig livsbane. Vi må forsikre hinanden i, at børnene er okay, og at der er større sociale kræfter på spil end bare din investering i dit barn. Og tænk, hvis vi kunne tage den gamle tanke på ordet om, at det tager en landsby at opfostre et barn. Hvor det ikke kun er den enkelte families putteritualer, højtlæsning og stimulerende leg, der kan dreje det enkelte barns livsbane, men hele landsbyens virvar af børn og voksne.

Måske ikke forstået som en landsby i konkret forstand, men som en påmindelse om, at det, der former et barn, er en suppe af barnets forældre, søskende, venner og pædagoger. Det er oplevelser i skolen, i daginstitutionen, i fritidsklubben. Det er de erfaringer, barnet gjorde på egen hånd og sammen med andre. Det er de værdier, historier og fællesskaber, som barnet vokser op i. Det er gener, tilfældigheder og alt det, vi ikke kan forudsige. Men det kræver en kultur- ændring, hvor vi lægger tyngdepunktet i en accept af det uvisse og det, vi ikke kan kontrollere, og i en tillid til leg uden formål, tillid til ikke-planlagt tid, tillid til sund fornuft. Hvor vi tror på, at det, der gør os til dem, vi er, er mere end vores forældres indsats.

Vores ansvar
Altså: Vi må tro på, at det, der former vores børns hoved, krop og fremtid er mere end mængden af folinsyre, vi spiste som gravide, antallet af måneder, vi ammede, og mængden af ord, vi sagde til vores børn, før de fyldte to. Men – og det her er et helt fundamentalt vigtigt men – det betyder ikke, at vi, som forældre, ikke har et ansvar, at det er ligegyldigt, hvordan vi er forældre, at vi kan læne os tilbage, tænde for Netflix og skænke os et ekstra glas rosé. I sin seneste bog, Kærlighed er ikke nok, skriver forfatteren Sofie Münster, at det gælder om, at forældre opstiller tydelige normer, værdier og forventninger i hverdagen, så børnene vænner sig til at hjælpe til, tage ansvar og kunne klare mere og mere på egen hånd. Hun skriver (lidt paradoksalt, vil jeg mene) helt konkrete forslag til, hvad forældre kan sige til deres børn i forskellige situationer, hvilke pligter børn i forskellige aldre kan have, og hvilke forventninger forældre kan have til børnene under morgenrutinen, lektielæsningen og putteritualet. Münster kalder denne form for forældreskab for ”de ansvarliggørende forældre.”

Det, Münster i virkeligheden beskriver, er forældre, der har et grundlæggende sæt værdier. Forældre, der tror på værdier, der handler om ikke at give op, at gøre sit bedste, at hjælpe til, at lytte til hinanden og at behandle andre ordentligt. I virkeligheden lyder de forældre dybest set som de “voksne, ansvarlige og anstændige mennesker”, som demokrati-tænkeren, Hal Koch, skrev om i Dagen og vejen fra 1942. Dem, der ved, at “vi nu engang er sat her sammen og skal og må finde ud af at ordne vore forhold os imellem på anstændig måde, og at det er os, der skal gøre det, ikke nogen andre,” som Koch skrev. Det er os, der skal gøre det. For vi er forpligtede på hinanden, som individer, som forældre og som samfund.

Aldrig alene
Så måske skal vi i virkeligheden forsøge at være “voksne, ansvarlige og anstændige mennesker” over for vores børn, fordi det i sig selv er en måde at overdrage de værdier, vi tror på er rigtige og vigtige. Hvor ansvarlighed ikke er et spørgsmål om, hvorvidt vi ammer vores børn, lægger dem 20 minutter på maven hver dag og serverer quinoa for dem i deres madpakke, men handler om, hvordan vi forstår og lever ud fra værdier som retfærdighed, mod, tillid, respekt og kløgt. Hvor ansvarlighed handler om at vide, at alt det er langt, langt vigtigere for både vores børn og det samfund, vi har til fælles, end antallet af minutter, barnet blev placeret i autostol som spæd. Hvor ansvarlighed er at vide, at vores tvivl, usikkerhed og forvirring er ganske menneskelig og derfor ikke kan løses med en metode eller en ti-trinsplan. Hvor ansvarlighed er at vide, at ansvarlige og anstændige voksne kan vi aldrig blive alene, for de værdier, der skaber den ansvarlighed, bliver til i et fællesskab.

I antikken talte de også om, at børn skulle opdrages. De brugte ordet paideia, der består af ordet paidos, der betyder barn, og agogos, der betyder føre. Altså: at føre barnet. Ikke stimulere, optimere, forme, men føre. Og måske gør vi det bedst – ikke ved at sige det, eksperterne siger, vi skal sige – men ved at være sammen og ordne vore forhold os imellem på anstændig måde.

Artiklen er et uddrag af bogen, “Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid: Hvordan vi blev en generation af fuldtidsammende, motorikstimulerende, folinsyrespisende, nederlagsforhindrende, ekspertbogs-læsende, klatrestativsgribende, sukkerafværgende, trampolinsikkerhedsgooglende forældre, og hvorfor vi helt sikkert er klogere end det.”

Bogen er udgivet af Zetland og udkom 29. oktober.

 

Denne artikel blev bragt i Magasinet Friskolen nr. 11, november 2018.


Læs alle magasiner GRATIS:
iPhone/iPad // Android- Smartphone/tablet // Computer

Læs mere af Friskolen nr. 11 fra november 2018:

Læs mere...

Magasinet Friskolen er medlemsmagasin for Dansk Friskoleforening.
Magasinet udkommer otte gange årligt og kan læses gratis via en app, som findes til iPhone/iPad og til Android. Det trykte magasin kan bestilles på www.magasinetfriskolen.dk

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12