Den enkelte kommune må ikke være styrende i forhold til læreplanen i dagtilbuddet, men blot påse, at dagtilbuddet lever op til de nationale krav. Kommunen må altså ikke fremover bruge særlige koncepter eller, i forbindelse med tilsyn, stille krav, som går ud over de krav til det pædagogiske arbejde, der fremgår af dagtilbudslovens §8 og bekendtgørelsen om de pædagogiske mål med bilag.
DLO (Daginstitutionernes Lands Organisation), som FRISKOLERNE er medlem af, mødtes for nylig med Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil. Her blev kommunernes rolle i forbindelse med ovennævnte bl.a. drøftet.
Ministeren sagde i den sammenhæng, at hun meget gerne vil høre om eksempler på, hvis kommuner stiller krav ud over, hvad der kræves i dagtilbudsloven.
Kontakt gerne FRISKOLERNE, hvis I oplever eksempler herpå i jeres dagtilbud. Herefter vil vi sammen med DLO give besked til ministeren i anonymiseret form.
Den nye dagtilbudslov trådte i kraft i juli 2018. Derefter havde de enkelte dagtilbud to år til at indføre læreplanen med udgangspunkt i de nationale pædagogiske mål (de seks læreplanstemaer).
Af: Ole Carl Petersen, Friskolernes Hus
Kategori
Pædagogik & skoleliv
, Administration
22.10.19