fjern søgeboks

De nye tilsynsregler pr. 1. januar 2018 – bekendtgørelsen om valg og certificering af tilsynsførende revideres

Ændringerne af tilsynsreglerne vedtaget i december 2016 træder i kraft pr. 1. januar 2018. Ændringerne omfatter blandt andet valgperiodens længde, begrænsning på antal skoler for hver tilsynsførende og digitalisering af tilsynserklæringen.
Af: Peter Højgaard Pedersen, Friskolernes Hus
Kategori
Administration
25.10.17

Den 1. januar træder de sidste dele af opstramningen af tilsynsreglerne, som folketinget vedtog i december 2016, i kraft. Det sker ved en revidering af bekendtgørelsen om valg og certificering af tilsynsførende; og det drejer sig om følgende forhold:

a)     Fristen for at vælge ny tilsynsførende, når en tilsynsførende afgår, der er 3 måneder, kommer fremover også til at gælde for nystartede skoler, som således skal vælge tilsynsførende inden udgangen af oktober måned.

b)     Valgperioden for den tilsynsførende nedsættes fra 4 år til 2 år.

c)     Genvalgsmuligheden begrænses, således at en tilsynsførende indenfor en periode på 11 år højst kan fungere som tilsynsførende ved den samme skole i 6 år. Bemærk at opgørelsen af perioden på 11 år gælder bagud, således at en tilsynsførende der i dag har været tilsynsførende ved skolen i 6 eller flere år indenfor de seneste 11 år, ikke kan genvælges.

d)    Muligheden for at STUK kan give en såkaldt betinget certificering udvides til også at gælde ved gencertificering. Det betyder at STUK kan udstede betinget certificering/gencertificering til en person under forudsætning af, at pågældende gennemfører det førstkommende uddannelsesforløb. Men pågældende kan først tiltræde som tilsynsførende når den endelige certificering meddeles.

e)     Begrænsningen for hvor mange skoler en tilsynsførende kan være tilsynsførende på samtidigt træder i kraft; og er, som bekendt, fastsat til højst 5 skoler.

f)      Tilsynserklæringen i elektronisk form. Fremover får de tilsynsførende pligt til at afgive tilsynserklæringen i elektronisk form via en portal som tilgås fra Undervisningsministeriets hjemmeside. Det er denne digitale tilsynserklæring skolen skal offentliggøre på sin hjemmeside. Den endelig udformning af den digitale tilsynserklæring kendes endnu ikke.

I praksis kan der også opstå tidsmæssige problemer i forhold til den digitale tilsynserklæring, idet STUK i sit udkast til bekendtgørelsen angiver, at erklæringen skal indtastes i perioden 1. maj til 30. juni. Dette vil, på mange skoler,  vil være lang tid efter, at der er afholdt generalforsamling, hvor den tilsynsførende har afgivet/oplæst sin erklæring. Det forekommer uhensigtsmæssigt.

g)     Honoraret til de tilsynsførende, som har været uændret siden 2005, sættes op med 20 % således at de nye satser gældende pr. 1. januar vil være:

-        Skoler med op til 55 elever pr. 5. september:    7.000 kr.

-        Skoler med 55 – 109 elever:                                     12.000 kr.

-        Skoler med 110 – 219 elever                                   18.000 kr.

-        Skoler med flere end 220 elever                            24.000 kr.

Udkastet til ændringer af bekendtgørelsen er for tiden til høring, hvor Dansk Friskoleforening vil fremkomme med sine bemærkninger. Den reviderede bekendtgørelse træder i kraft 1. januar 2018.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12