To folkeskoleledere fra Holbergskolen og Nørre Fælled Skole i København får aktuelt maksimal opmærksomhed, fordi de står frem og fortæller om 3-4 årlige eksempler på, at elever udskrives af frie grundskoler, hvorefter folkeskolerne skal samle eleverne op. Ofte er eleverne fagligt svage, hvilket er grunden til folkeskolernes lavere karaktergennemsnit ved afgangseksamen, siger de to skoleledere og understreger, at det er unfair konkurrence. De to skoleledere fortæller endvidere, at denne elevvandring typisk sker efter den 5. september, der jo som bekendt er skæringsdagen for tildeling af tilskud. Der tænkes med andre ord i at malke systemet.
Jeg betvivler sådan set ikke, at de to skoleledere har konkrete erfaringer, der bevidner deres udsagn. Og jeg vil også gerne slå fast, at jeg naturligvis er forarget, når jeg hører om dette. Samtidigt ved jeg, at det er præcis denne forargelse, der er excellent nyhedsstof, og det forklarer også hyppigheden af Politikens ensidige negative dækning af de frie grundskoler.
Jeg er dog også dybt harm over, at ingen frie skoleledere får taletid i Politikens dækning af denne historie. I det mindste burde journalisten have henvendt sig til en muslimsk friskoleleder, som (igen) specifikt er nævnt som skydeskive for kritikken. Artiklen bringer desuden intet som helst dokumentation for elevvandringer mellem friskoler og folkeskoler. Kun de to skolelederes udsagn.
Min harme bunder derfor også i, at den selvsamme historie kunne skrives med modsat fortegn. Det er mit gæt, at elevvandringer sker i lige så høj grad fra folkeskolerne til friskolerne. I hvert fald har jeg indtil flere cases, der bevidner, at dette også er en del af virkeligheden. Jeg kender til skoler i Storkøbenhavn, som på dagligt basis må afvise elever af pladshensyn. Eleverne kommer fra folkeskolen, hvor de mistrives, ikke passer ind efter omlægningen af specialundervisning og inklusion, føler miljøet er for hårdt osv.
I Dansk Friskoleforening arbejder vi hårdt på, at denne vinkel også bliver fortalt. Ikke fordi vi skal kaste med mudder, men fordi det er en vigtig del af fortællingen. Vi er dog oppe mod store kræfter. Politikens journalist synes selv, der er givet plads til rigeligt nuancer. Hun ønsker derfor ikke at lade skoleledere fra de frie grundskoler komme til orde om problematikken.
Atter må vi lægge øre til, at venstrefløjen betvivler værdien af det frie skolevalg og mere end antyder, at frie grundskoler ikke er en del af fællesskabet men snarere selvtilstrækkelige skoler, der skiller sig af med problembørn for at lade folkeskolen samle dem op.
Jeg synes, kritikkerne glemmer, at frie grundskoler i mange tilfælde også løser opgaver, som folkeskolerne ikke magter. Her tænker jeg ikke mindst på de såkaldte muslimske friskoler. Det er veldokumenteret, at disse skoler – generelt set - sikrer eleverne en bedre grunduddannelse end folkeskolerne. De henvender sig med respekt og accept til familier, som ofte føler sig marginaliserede i folkeskolen. Men de får stort set kun skæld ud og kritik – fra både blå og rød blok.
Jeg efterlyser nuancer og dokumenteret journalistik. Det er blevet alt for let at stille sig op på en ølkasse og udløse et mediemæssigt quick-fix. Journalister har et kæmpe ansvar for, hvordan vi taler sammen i dette land - og hvilket vidensniveau vi taler ud fra. Demokratiet lider under tendensen til postfaktuel viden, hvor dyder som grundig research og konkret viden er i miskredit. Det går ud over kernen af diskussionen, som alle vist er enige om: kvaliteten af vores børns skolegang.
Jeg vil heller bruge krudt på, hvordan vi lærer af hinanden og spiller hinanden gode.
