fjern søgeboks
Forskellighedernes fællesskab
kids playing

Folkemødet 2016 fyrre år efter

Friskolestafetten er nået til Bornholm.
Af: Henrik Christensen, viceleder på Bordings Friskole
Kategori Friskolestafetten
19.06.2016

Det var i 4. Klasse. Jeg husker det tydeligt. Året må have været 1976. Det var blevet sjovere og sjovere at gå i skole. Vi var nogle drenge, som havde fundet sammen – uden at aftale det – bare fundet sammen - om den ide, at timerne skulle være sjovere. Så vi lavede skæg.

Vi blev bedre og bedre til det, og lærerne spillede med som de forudsigelige modstandere, de var, men de kæmpede en håbløs kamp. Vores våben var primitive, men vi var flere og det gav os overtaget. Det hændte alligevel, at en af os ind imellem blev taget. Nogle gange, når læreren havde mistet grebet, skete det. ”Op på kontoret og det er nu”. Det forekom aldrig, at vi stak af eller undlod at gå derop og det på trods af, at vi vidste, hvad der ventede.

Ind ad den store glasdør og op ad trappen til gangen med kontorene og hen i sofaen. Sofaen! Her var der dødsens stille. Hvornår gik døren op til kontoret? Kroppen var i alarmberedskab. Viceren var høj, mager, lidt tyndhåret og med et par stærke briller, der forstørrede hans borende blik. Et blik der spiddede os og holdt os fast, mens hans stemme som piskeslag regnede ned over os. Det blev aldrig kommenteret, når man kom tilbage til de andre. Øjnene var røde. Alle viste, hvad det betød. Viceren var uoverkommelig. Ingen vandt denne kamp.

Den sommer skulle jeg campere på Bornholm med min familie. Vi havde lånt et familietelt, og det var rigtig spændende. Om dagen skulle vi bade fra klipperne. Klipper, tænkt lige! Det var helt vildt og fremmedartet. Og så var det, det skete. Nede ved klipperne stod viceren. Han havde de samme briller på, som jeg kendte alt for godt. Mit hjerte galoperede ved synet. Teltet, klipperne, badeturene. Alt forsvandt i mit hoved. Om lidt ville jeg være fanget af det borende blik, og mine forældre ville vide alt. 

Jeg var fortabt. Øjnene greb mig og alt sortnede, men de løsnede som med et trylleslag grebet, og der bredte sig et smil, der ændrede hans ansigt til ukendelighed. Overraskelsen var kolossal. Denne sommer forandrede for altid mit forhold til viceren. Der var resten af min skoletid en pagt imellem os. Klipperne, badeturene og vores campingplads var kommet imellem os.

Sådan var det også at vende tilbage til klippeøen 40 år efter. Nu var det ikke med familien på camping som i 76, men med Friskoleforeningen til folkemøde 16. Denne gang var det ikke mødet med viceren, men mødet med ministerielle embedsfolk, kommunale politikere, interesseorganisationer og lærerforeninger på fælles udebane, der forandrede noget i mig.

Klippeøen kan noget med at skabe nye syn på hinanden. I hverdagen er rammer og konventioner med til at fastholde magtforhold og på en eller anden vis også en døvhed. Jeg oplever et folkemøde, hvor klippeøen inviterer til sandaler og korte ærmer. Ferieøen skaber en fælles ramme, en fælles afslappethed og en forbundethed, for man kan ikke lige nå noget andet også.

I paneldebatter, i foreningernes telte, i røgeriet og bare på havnen mødes man som ligemænd. Alle med en sag og alle med et stort engagement. Klippeøen åbner blikket på hinanden og åbner for kontakt. Jeg tror, at vi alle kommer fra folkemøde med aftaler i kalenderen, blikke af forståelse og overraskende anerkendelser. Folkemødet er i sandhed et folkeligt foreningsdanmark i demokratisk samtale med sig selv. Dialoger, der gør os skarpere. I et folkeligt møde, der gør os rundere. Og jeg glemmer det aldrig, Marianne Jelved: »Demokratisk dannelse, det handler om: Retsind, lovsind, frisind og storsind«.

Det var et stærkt gensyn med klippeøen. Vi ses!

Tilmeld nyhedsbrev

Dansk Friskoleforening udgiver hver anden uge nyhedsbrevet SkoleNyt.

SkoleNyt holder dig opdateret om regler, rådgivning samt nyt fra det uddannelsespolitiske område. Ved at tilmelde dig SkoleNyt accepterer du vores privatlivspolitik.


Ja, tak. Send mig SkoleNyt hver anden uge.

 

Hvad er du interesseret i?

Tilmeld dig nyhedsagenterne

Nyhedsagenter:


Ønsker du at redigere din nyhedsagent? Tryk her!


Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup - df(at)friskoler.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00, Fredag 9-12