fjern søgeboks

Friskoler sorterer ikke elever

Forældrene taler!
Af: Maren Skotte, Friskolernes Hus
Kategori
04.02.14

Den 1. - og 2. februar 2014 haglede kritikken endnu engang ned over de frie grundskoler. Denne gang kaldet "privatskoler" - for at lægge pres på forargelsen. Overskrifter som <link http: sondagsavisen.dk privatskoler-sorterer-svage-born-fra.aspx external-link-new-window external link in new>"Privatskoler sorterer eleverne" fandt vej til en stribe medier godt bakket op af tænketanken Cevea, hvis yndlingsaversion er: det frie skolevalg.

De frie Grundskolers facebook-side vidner om forældre i hobetal, som har ganske andre erfaringer med fri- og privatskolerne, end dem kritikerne har travlt med at formidle.

Her bringer vi et udpluk:

  • Per Jørgensen, »Jeg er forældre og i bestyrelsen på en friskole, og tidligere skoleleder. Jeg har alle steder set og oplevet en meget stor spredning såvel hvad angår faglige standpunkter, som social baggrund. Jeg tør godt påstå, at spredningen på mine børns friskole er større end på den lokale offentlige skole«.
  • Palle Hellemann »Artiklen henvender sig entydigt til de forældre, der har deres børn i folkeskolen og skal bekræfte dem i at de "bliver snydt" og at det er for galt at der overhovedet findes "privatskoler". Eks. på fordrejningen:
    »Tilskudssystemet fungerer som et udskillelsesløb, hvor de svageste elevers forældre er med til at betale for, at de stærkeste forlader folkeskolen med deres skattekroner. Det er meget billigere, hvis man kan sortere de dyre elever fra og kun uddanne akademikerbørn,« siger analysechef Jens Jonatan Steen. Mig bekendt betaler vi nøjagtigt det samme i skat uanset at vi ikke belaster det offentlige skolesystem med vores skolebørn. Tværtimod snydes vi fordi "vores skole" kun får 71% i tilskud pr elev af hvad folkeskolens elever koster i gennemsnit. Resten må vi selv betale. At der er flere og flere elever på privatskole er selvfølgelig fordi spareknive har lagt folkeskoler sammen og flyttet elever rundt til stor gene for familierne og så leverer de frie skoler jo ofte et bedre produkt hele vejen«.
  • Ole Folke Pedersen, »Jeg er skoleleder på Oure Friskole og jeg kan dokumentere at vi i høj grad er med til at løfte opgaven med børn der har det svært. Vi er en almen skole, men vi får sørme også mange henvendelser fra frustrede folkeskoleforældre hvor deres børn ikke kan rummes, fordi de måske ikke passer ind i en skolen med 500 elever. Artiklen er også fordrejet og jeg er frustreret over at frie grundskoler altid omtales som Privatskoler, der pr definition næsten altid klinger lidt negativt og snobbet i folks ører - det er fordrejning af værste skuffe. En væsentlig del af de frie grundskoler er primært Friskoler der i høj grad lever op til den nye folkeskolelov og inklusionslov«.
  • Gitte Holst, »Vi har haft alle 3 børn på privatskole. Den ene af vores børn er talblind og får ekstra timer, støtte og al den hjælp vi og hun kunne ønske. Vi er så glade for, at vi valgte privatskolen istedet for folkeskolen, hvor vores datter ville have været tabt i systemet«.
  • Helene Strunge Henriksen, » Jeg er lærer på en friskole. Mange børn i friskolerne har indlæringsvanskeligheder og/eller en læringsstil, der ikke kan tages hensyn til på en større kommuneskole, eller trives ganske simpelt ikke på en stor skole. Og de færreste af børnene har forældre, der er velstillede og/eller tilhører en eller anden form for overskudsagtig, intellektuel elite«.
  • Pia Pedersen, »Jeg er enlig mor og førtidspensionist. Min datter har gået på privatskole og går nu i 8. klasse. Skolen blev valgt både udfra deres profil, men i særdeleshed at der i indskolingen ikke var mere end 21 elever i klassen. Skolen har gennem årene været opmærksom på de ting, der nu var og jeg har ikke et sekund fortrudt - selvom det selvfølgelig krævede en økonomisk prioritering«.
  • Sara Razak Esbensen, »Min datter var faglig blandt de svageste i sin folkeskoleklasse - og det lagde de ikke skjul på, da vi flyttede hende. I dag går hun i 4. klasse, og hun er efterhånden med i alt - takket være den nye private skoles store indsats«.
  • Lars Luplau Lorentsen, »Cevea kunne ikke have skrevet artiklen bedre selv. Det faktum, at elevsammensætningen i folkeskole og frie skoler i det store og hele er identisk udelades belejligt. MEN...de spørgsmål som artiklen kunne rejse er jo ikke uinteressante blot på grund af artiklens bias. I hvilket omfang er det rimeligt, at enkelte frie skoler begrænser adgangen til at nyde godt af det tilbud, de giver? Har vi som skoleform et problem, med at (ganske vist få) skoler underminerer opbakningen til en statsstøttet fri skoleform?«
  • Palle Hellemann, »Det er jo et fåtal af landets frie skoler, der sorterer og vælger de fagligt dygtigste, men der skal selvfølgelig også være plads til de skoler i Danmark - mangfoldighed er godt. Den lokale fodboldklub har også f.eks. et førstehold, som sorterer dårlige spillere fra. Det ser jeg kun som en styrke for samfundet, at der findes skoler, der gør det, men det er heldigvis langt fra normen. Som reglerne er lavet nu, så har de frie skoler vanskeligt ved at tage elever, der kræver særlig støtte fordi skolen f.eks. kun får støtte til 4 timer, men skal levere 12 timer. De har ikke råd til det, men ville gerne og har gjort det i stort omfang før hen. Men reglerne får konsekvenser og nu skal de frie skolers rygte så sværtes til pga. det«.
  • Bent Søgaard, »Kan slet ikke se vores skole i artiklen fra søndagsavisen.dk. Vi har en skøn blanding af børn. Skolen har aldrig afvist børn pga. faglige kvalifikationer eller social baggrund. I perioder har det været et problem, at vores lokalsamfund mente, der var for mange børn på skolen, der var "svage", og man derfor ikke sender børn til vores skole. Vi stiller krav til familien om at være en aktiv del af skolen, men ikke større krav end alle kan kan opfylde dem uden problemer. Vi skal jo redegøre for inklusion i vores regnskab, så der kan man jo læse om de tiltag, der bliver foretaget på friskolerne, hvis man ikke selv har lyst til ved selvsyn at se forholdene på skolerne, hos os er undervisningsministeren velkommen og det er søndagsavisen også«.

Se flere kommentarer til emnet på <link https: www.facebook.com defriegrundskoler external link in new>De frie Grundskolers facebook side.

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12