I løbet af det sidste års tid har et chokeret Europa oplevet flere afskyelige, umotiverede, helt ubegribelige angreb på tilfældige civile, i Paris, København, Bruxelles. Samtidigt er EU-landene blevet overrumplet over det store antal flygtninge, krigen i Syrien har sendt nordpå til EU, til fred og sikkerhed. Debatten om radikalisering og integration er følgeligt blusset op og stejle fronter tegner sig. Det handler om muslimer.
Peg ikke fingre, hvis vi skal sikre god integration
Der er dem, der mener, at integration af muslimer i et vestligt demokrati overhovedet ikke lader sig praktisere, og at der derfor slet ikke skal være muslimer i Danmark, idet enhver muslim er potentielt farlig. Deres antagelse bygger de på egne bogstavtro fortolkninger af gamle, oversatte skrifter underbygget af en pæn portion fordomme.
På den anden side står, håber jeg, en større del af befolkningen, hvoraf mange har gjort den erfaring, at muslimer er lige så forskellige og ens som alle andre, og for hvem integration er et spørgsmål om, at den enkelte tilpasser sig samfundets krav og forventninger til en fuldgyldig borger. Hvis vi kigger godt efter, kan vi nok alle sammen få øje på de velintegrerede muslimer, unge som ældre med gode uddannelser og jobs, som stifter familie og stræber efter det gode liv præcis ligesom deres jævnaldrende. Er det ikke det samfundet ønsker?
Er det integration man ønsker, så er vejen frem ikke at pege fingre og tillægge andre slette hensigter.
Hurtige mediehistorier afføder panik-handlinger
Tv2 har begået en række programmer, hvori de hævder at afsløre både det ene og det andet. For at opnå målet, har man måttet helt til udlandet for at finde en agent, der var tilstrækkeligt fjendtligt indstillet. Denne agent har så ved hjælp af ledende spørgsmål fået nogle imamer til at udtale sig, mildt sagt uheldigt, og alt hvad der kan forklare, hvordan det er gået til, er siden blev klippet bort. Tilbage står billedet af nogle ufatteligt tåbelige personer, der formentligt dårlig kan kende sig selv. Hvad var formålet med det?
En kommunalt støttet fritidsklub med adresse ved et islamisk center blev også mistænkeliggjort, ja faktisk eksisterede den ifølge tv2, slet ikke. Det gør den dog, og Københavns Kommune satte straks en undersøgelse i gang, og har efterfølgende konkluderet, at klubben lever op til betingelserne.
Så fandt man en Ahmet Akkari frem, selvsamme Akkari, der for 10 år siden rejste rundt i Mellemøsten med dundrende opfordringer til at boykotte danske varer. Akkari mener nu at vide, at de friskoler, der betegnes som muslimske, de snyder, har skjulte dagsordener og indoktrinerer eleverne.
Forelagt alle disse alvorlige oplysninger, følte Folketingets politikere sig kaldet til handling. Straks. Ingen nærmere undersøgelser. Ingen fakta tjek. Handling. Og så gik møllen i gang, uden at undersøge, om disse påstande overhovedet har hold i virkeligheden. Friskolerne, som ellers er gennem-regulerede, blev de første til at mærke konsekvensen i form af skærpede tilsynsbestemmelser. Det må friskolerne så leve med, og det går nok.
Ytringsfriheden er urørlig
Men stopper det her? Ytringsfriheden, som er urørlig, ja næsten hellig, i de fleste situationer, kan måske alligevel godt gradbøjes. Partierne drøfter, hvordan det kan praktiseres.
De såkaldte had-prædikanter skal begrænses i deres udfoldelser, og man kan åbenbart ikke finde et bedre håndtag at dreje på. Hvordan i alverden man skal administrere sådan et forbud, er svært at få øje på. Hvornår er man "had-prædikant"? Hvornår er man prædikant? Er det kun prædikanter, der skal have mundkurv på, eller gælder det alle? Hvad med de hadefulde kommentarer om særligt muslimer, man kan se på statsministerens egen facebook-side? Skal de også være ulovlige, og skal statsministeren stå til ansvar for kommentarer på hans sociale medier?
Inden man går i selvsving over fremsatte påstande, skal vi så ikke trække vejret et par gange og spørge os selv, hvor meget sandhed, de rummer. Kan vi bruge et øjeblik på overveje konsekvenserne for os alle sammen, hvis denne polarisering fortsætter, for risikerer vi ikke netop, at denne mistro fører til den fjendtlighed, der vil medføre præcis, dén radikalisering vi frygter.
Jasmin Schou, mor til 2, papmor til 3, gift for 2. gang, lærer, muslim, og meget mere...
Artiklen er bragt i Friskolebladet nr. 4, 2016
