Når en skole registrerer elever på venteliste, er der endnu ikke sket en indmeldelse på skolen. Derfor kan skolen ikke henvise til lovkrav i forbindelse med indhentelse af cpr. numre, som skolen kan ved indmeldelse, hvor skolen har brug for og krav på at få et cpr. nr. til brug for ansøgning af statstilskud med videre.
Det kræver dermed et andet såkaldt behandlingsgrundlag, hvis skolen skal have et cpr. nummer til brug for opskrivning af elever til venteliste.
Friskolernes Hus har derfor spurgt Datatilsynet til råds, og svaret er, at skolen skal have et samtykke til brug for indhentelse og brug af cpr. numre i forbindelse med opskrivning på venteliste. Dette samtykke skal indhentes ved forældrene selv, når der er tale om en mindreårig elev.