fjern søgeboks
Forskellighedernes fællesskab
kids playing

Nytårshilsen fra Dansk Friskoleforening

Vi har taget hul på et nyt år, hvor grundskolen må forventes fortsat at være et centralt emne i den brede offentlighed.
Af: Peter Bendix Pedersen, formand Dansk Friskoleforening
Kategori Friskolestafetten
07.01.2015

Peter Bendix Pedersen, formand for Dansk Friskoleforening

Kære forældre, skolekredsmedlemmer og ansatte på friskolerne

Godt Nytår!

Skolen er et aktuelt politisk emne, og skolen er blevet alles. Alle mener noget om skolen, og rigtigt mange blander sig i debatten om den gode skole. Men det er jer, der former jeres skole, giver den liv, indhold og retning og gør den til det helt centrale omdrejningspunkt i børns dagligdag, familiers liv og til en del af samfundet.

Jeg er sikker på, at 2015 også vil komme til at indeholde mange diskussioner om skolen. Vi skal derfor være klar til at fortælle, hvad friskolernes betyder for det danske samfund. Vi er ikke en skole for de få eller de særlige, men netop skoler der gerne tager ansvar for alle. Friskolernes spiller en rolle uanset, hvor de geografisk befinder sig. Men vi skal ikke mindst blande os i debatten om "udkants-Danmark", hvor friskolerne bidrager positivt i form af konkrete arbejdspladser og som betydningsfulde mødesteder.

Dansk Friskoleforening og den enkelte friskole skal være skarpe på at formulere klare svar på, hvorfor og hvordan vi laver skole for børnene. Det handler om pædagogik, faglighed, personlig udvikling og skolefællesskab og om inklusion, specialundervisning og et mangfoldigt syn på børn og unges trivsel og velvære. De historier skal fortælles - gerne højt.

Brug valget som talerstol
Det er jeres daglige arbejde, der gør, at vi i foreningen med legitimitet kan give input til lovgivningsarbejdet og argumentere for bedre økonomiske rammer og betingelser for at kunne varetage den forpligtende opgave, det er at lave børneskole.

Vi står overfor et folketingsvalg i 2015, og her bliver det også vigtigt at pointere friskolernes budskaber overfor de politikere, som fremover skal forvalte den demokratiske ret, det er at oprette og drive friskoler i Danmark. Det er vigtigt, at vi - lærere, forældre, skolekredsmedlemmer, ledelser og forening - bidrager med vores input. Vi kan bruge valget som en talerstol for vores budskaber.

Dansk Friskoleforening vil i 2015 i tæt samarbejde med andre grundskoleforeninger, efterskolerne, højskolerne og andre parter forsøge at være synlige i mange forskellige sammenhænge. Derfor medvirker vi ved Folkemødet på Bornholm, hvor vi bl.a. vil markere 100-året for forældrenes frie ret til at vælge undervisningsform for deres barn.
Åben Skole bliver afviklet igen - torsdag den 5. november 2015, hvor vi håber, at I igen vil åbne dørene til skolerne. Kun ved at byde indenfor kan vi vise, hvad vi kan og vil, og folk kan blive klogere på mangfoldigheden i den danske grundskole.

Store og små netværk er kittet i foreningen
Friskolerne kan lære af hinanden, inspirere hinanden og udfordre hianden. Derfor ønsker vi at skabe gode rammer for netværk på kryds og tværs. Se mere om netværk i Dansk Friskoleforening på www.friskoler.dk

Ved landsmødet den 18. - 19. april 2015 i Kolding, bliver der også mulighed for at mødes i det store friskolefællesskab om både det formelle foreningspolitiske arbejde, foredrag, debat og inspiration samt sang, musik, fest og godt samvær.

Jeg overtog posten som formand for Dansk Friskoleforening i juni 2014. Det er en spændende post med rigtigt mange opgaver, der allesammen handler om at styrke friskolernes muligheder og vilkår. Det er samtidigt en post, der kun giver mening i et tæt samarbejde med jer, der er knyttet til medlemsskolerne, Friskolernes Hus på Fyn og foreningens styrelse. Derfor glæder jeg mig til at mødes med så mange af jer som muligt i det nye år, og jeg hører gerne fra jer, når der er vigtigt nyt, som I ønsker bragt til torvs til gavn for friskolesagen.

Venlig hilsen
Peter Bendix Pedersen
formand
peter@friskoler.dk
40422027
www.friskoler.dk

 

 

Tilmeld nyhedsbrev

FRISKOLERNE udgiver i alt tre nyhedsbreve, SkoleNyt, KursusNyt og InternationaltNyt. Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik.


Ja, tak. Send mig følgende nyhedsbreve:

 

Hvad er du interesseret i?

Tilmeld dig nyhedsagenterne

Nyhedsagenter:


Ønsker du at redigere din nyhedsagent? Tryk her!


Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup - df(at)friskoler.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00, Fredag 9-12