Hovedpunkterne i lovændringen er:
Afdelinger
Adgang til at oprette og drive en afdeling et andet sted i kommunen eller i en nabokommune. Afdelingen og hovedskolen har samme ledelse, samme bestyrelse og samme forældrekreds; og der stilles de sammen krav til undervisningen i hovedskolen og afdelingen. Elevtallet i afdelingen skal være mindst 20 og kan begrænses til at omfatte børnehaveklasse til og med 4. klassetrin. Tilskudsmæssigt betragtes hovedskole og afdeling som én skole, men eleverne i afdelingen tæller ikke med i opfyldelsen af elevtalskravene i hovedskolen. Beslutning om at oprette en afdeling skal ske via samme procedure som vedtægtsændringer og skal indarbejdes i vedtægten.
Klubordning
Skolen får adgang til at oprette og drive et klubtilbud efter dagtilbudslovens regler for børn fra 4. klassetrin. Skolen kan indgå aftale med kommunen om tilskud til klubordningen. Denne nye mulighed er indskrevet i friskolelovens § 36, hvor man også finder bestemmelserne om adgangen til at oprette børnehaver og vuggestuer. Klubmuligheden følger samme retningslinjer som børnehaver og vuggestuer med den meget væsentlige forskel, at økonomien ikke er sikret på samme måde; kommunen skal ikke give tilskud, men kan gøre det efter aftale med skolen.
Administration
En skole kan indgå aftale om at varetage administrative opgaver for andre frie grundskoler mod betaling. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om dette.
Oprettelse
Der er indført bestemmelse om personligt fremmøde ved underskrivelse af erklæringer om overholdelse af friskoleloven i forbindelse med oprettelse af en ny skole.
Tilsyn
Som led i et tilsyn kan undervisningsministeren pålægge bestyrelsesmedlemmer at underskrive erklæring om overholdelse friskolelovens krav om frihed og folkestyre samt uafhængighedskravet.
Donationer
Hvis en skole modtager en donation på over 20.000 kr. eksklusiv moms, skal skolen inden 30 dage indsende en skriftlig redegørelse for, at der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen ved modtagelsen af donationen opfylder frihed- og folkestyrekravet og uafhængighedskravet. Desuden er der indført forbud mod at modtage donationer på over 20.000 kr. fra lande uden for EU og EØS. En skole kan dog søge om tilladelse til at modtage en sådan donation.
Ændringsloven kan findes HER