fjern søgeboks

Tilsynsstramninger vedtaget af Folketinget

TILSYNSSTRAMNINGER vedtaget

06.12.2016

Af: Peter Højgaard Petersen, Friskolernes Hus

Folketinget har vedtaget ændringerne af friskolelovens tilsynsbestemmelser, som har været til behandling henover efteråret. Lovforslaget har som bekendt givet anledning til en ekstraordinær stor politisk aktivitet fra Dansk Friskoleforeningens side. 

Folketinget havde da heller ikke brug for mere end knap 2 minutter, da forslaget var til anden behandling den 29. november, hvor to ændringsforslag fremsat af henholdsvis Alternativet og Enhedslisten blev forkastet med overvældende majoritet. Tredjebehandlingen og vedtagelse skete tirsdag den 6. december.

I praksis var det meget vanskeligt at få indflydelse på lovforslaget. Det skyldes først og fremmest, at forslaget hvilede på et politisk forlig, som regeringen indgik i forbindelse med de såkaldte ”imam-forhandlinger”. Indholdet i sådanne forlig er så godt som umuligt at ændre i forbindelse med, at de udmøntes i lovgivning.

Loven har virkning fra januar
Loven træder i kraft 1. januar 2017, men de nye bestemmelser om habilitetskrav og funktionsperioder for tilsynsførende træder først i kraft 1. januar 2018. Nedenfor trækkes de punkter frem, som skønnes at have størst almen interesse.

Skolerne skal styrke elevernes demokratiske dannelse
Med lovændringen er formålsparagraffen i friskoleloven ændret med tilføjelsen af et krav om at styrke elevernes demokratiske dannelse. Den nye § 1, stk. 2, 2. punktum lyder pr. 1. januar 2017:

"Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene."

Tilsynserklæringen skal rumme flere oplysninger
Fremover skal erklæringen indeholde oplysninger om donationer. Det gælder både større enkeltdonationer og om summen af donationer, samt om giverne. Erklæringen skal oplyse ”hvorvidt skolen i det foregående regnskabsår har modtaget en eller flere donationer fra samme donator, der tilsammen overstiger 20.000 kr. ekskl. moms” – er det tilfældet skal givers navn og adresse samt beløb oplyses. Endvidere skal tilsynserklæringen ”indeholde oplysninger om den samlede størrelse af alle donationer og om størrelsen af hver enkel anonym donation på mere end 20.000 kr. ekskl. moms”

Tilsynsførendes erklæring bygger på, at tilsynsførende har krav på at få forelagt de oplysninger vedkommende beder om. Erklæringen vil således bygge på oplysninger skolen og skolens revisor kan fremlægge for den tilsynsførende.

Årsrapporten skal fremover indeholde tilsvarende oplysninger – hvordan det skal udformes ved vi først, når det nye paradigme/regnskabsmodel som skal gælde fra og med regnskabsåret 2017 foreligger.

På et tidspunkt skal tilsynserklæringer afgives i elektronisk form. I 2017 er der afsnøret 2 millioner kroner af bevillingen til de frie grundskoler, som ministeriet blandt andet skal bruge til udvikle et digitalt format for tilsynserklæringen.

Skærpede krav for valg af tilsynsførende
Fra 1. januar 2018 træder de regler om, hvem der kan vælges som tilsynsførende, og hvor lang tid de kan vælges for i kraft.

Valgperioden nedsættes til maksimalt 2 år, fra de nuværende 4 år. Den tilsynsførende kan genvælges, men kan dog højst fungere som tilsynsførende på skolen i højst 6 år inden for en periode på 11 år.

En tilsynsførende kan fremover kun være tilsynsførende ved højst 5 skoler.  

En person kan ikke vælges som tilsynsførende for en skole, hvis pågældende inden for de seneste 5 år har været elev på skolen eller gift eller nært beslægtet med en elev på skolen. Samme begrænsning gælder, hvis pågældende 1) har tilhørt forældrekredsen eller 2) været medlem af bestyrelsen, eller 3) været ansat på skolen, eller været ansat eller 4) bestyrelsesmedlem på en anden fir grundskole, hvis skolens ansatte eller bestyrelsesmedlemmer fører tilsyn med denne anden tilsynsførende, eller være gift med eller nært beslægtet med personer som er nævnt ovenfor som punkt 1-4. 

Undervisningsministeriet opretter et nyt register over tilsynsførende med henblik på at kunne følge overholdelsen af de nye regler om begrænsede funktionsperioder.

Uddannelsen til certificeret tilsynsførende ændres, således at der fremover vil være et særligt modul med fokus på tilsynet med frihed- og folkestyrekravet i friskoleloven.

Ændrede bekendtgørelser
Vedtagelsen vil blive fulgt op af ændrede bekendtgørelser om certificering af tilsynsførende og om ministeriets udførelse af det skærpede tilsyn. Dansk Friskoleforening har haft mulighed for at kommentere udkast til ændringerne af bekendtgørelserne.

De meget omtalte bestemmelser om, at ministeriets tilsynsførende i forbindelse med et skærpet tilsyn for eksempel kan overvære forældremøder og bestyrelsesmøder og kan tale med elever, uden at disse har krav på en bisidder indgår i de nye bekendtgørelser. 

SkoleNyt vender tilbage med mere information, når bekendtgørelser foreligger. 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12