fjern søgeboks
Frihed til forskellighed
kids playing

Eksklusion på højt plan af muslimske friskoler

Debatindlæg: Eksklusion på højt plan af muslimske friskoler

Af Peter Bendix Pedersen, formand, og Maren Skotte, kommunikationsansvarlig, Dansk Friskoleforening

Det er selvmodsigende, når medier og politikere går i selvsving over muslimske friskoler, som de mener handler udemokratisk samtidigt med, at debatten afslører manglende demokratisk overskud.

I det danske demokrati har vi en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Derfor er det en uskik, når politikere fristes til et hurtigt sommer-medie-fix ved at konkludere, hvorvidt en skole bør lukkes eller ej. Det er en tilsynsopgave, som politikerne har givet en række fagpersoner. Derimod kan de lave loven om, hvis de synes, der er brug for det.

Den verserende sag om Nord-Vest Privatskole afslører, at både flere medier og politikere er hurtige på aftrækkeren i forhold til at konkludere, at skolen slet og ret bør lukkes efter at tilsynet har fundet undervisningsmateriale om Jihad i et kopirum.

Hvis materialet er brugt destruktivt i stedet for konstruktivt oplysende - er det ekstremt alvorligt. Lige nu ved vi bare ikke mere end det, der står i nyhedsmedierne, hvor man ikke skal forvente at blive oplyst på et højt grundlag.

Det er blevet legitimt at læse overskrifter og konkludere på et meget spinkelt grundlag. Det synes vi er et demokratisk problem. Ligesom det er et demokratisk problem, når politikerrollen bliver forvekslet med den udøvende magt.

I dansk friskoleforening forsvarer vi ikke Nord Vest Privatskoles indhold og kvalitet. Det skal tilsynet holde øje med. Men vi forsvarer systemets spilleregler, og derfor vil vi ikke være med til at dømme, før ministeriets konklusioner ligger klar.

En samfundsdebat skal funderes på kendsgerninger, fakta og reel viden, og ikke på halve vinde. Det er alt for farligt, og vi synes netop sommerens historier om muslimske friskoler er udtryk for dette.

Friskoler med muslimsk værdigrundlag er et tilbagevendende tema i den offentlige debat. Denne sommer er ingen undtagelse, idet socialdemokratiets integrationsordfører Dan Jørgensen lagde sommeren ud med et forslag om st forbyde muslimske friskoler på baggrund af historier fra medierne. 

Det er ekstremt vigtigt for vores demokrati, at vi ikke dæmoniserer en hel gruppe af mennesker, når enkelte fejler. Hvordan kan en integrationsordfører stille et forslag, som viser sig at være i strid med minoritetsbestemmelser og selve grundloven? Det er eksklusion på højt plan. 

Hvor mange danskere ved, at de muslimske friskoler sikrer eleverne knap 1,5 karakterpoint højere gennemsnit ved grundskolens afgangsprøver end elever med lignende etnisk baggrund i andre skoler? Og elever fra muslimske friskoler har 5,6 pct. point større chance for at blive færdige med ungdomsuddannelse fem år efter, at de afslutter deres skolegang, og 7,1 pct. point højere chance for at påbegynde en videregående uddannelse fem år efter. Forskellen er nogenlunde den samme, hvis der tages højde for forskelle i social baggrund. Det er tænketanken Kraka, der har lavet denne undersøgelse i september 2016.

De her børn er danske. De er født og opvokset i Danmark. Deres forældre er ofte også. De er 3. generations indvandrere, som medier og politikere har den frækhed vedvarende at marginalisere og benævne »indvandrere«.

Mange af eleverne på de muslimske friskoler starter deres skolegang i folkeskolen, men skifter undervejs til en muslimsk friskole, fordi deres forældre kan se, at de mistrives, klarer sig dårligt og kommer ind i usunde fællesskaber. Er det integration Dan Jørgensen? 

Om Nord Vest privatskole har brudt loven eller ej, finder statsapparatet ud af. Skolen skal under alle omstændigheder være dygtige til at forklare sig. Skolen er under skærpet statsligt tilsyn og bliver gået igennem med en tættekam. Det er godt, for de frie skolers frihed legitimeres af et effektivt tilsyn.

Imens kan man kun ønske sig, at der i agurketiden kan dukke andre emner op, som ikke dagligt bidrager til en ekstremt ophedet debat ført på et ret spinkelt vidensgrundlag. Det er vanskeligt at se, hvordan den igangværende debat bidrager til integration, vores forestillinger om medborgerskab og den berømte sammenhængskraft.

Bragt i Kristeligt Dagblad 18. juli 2017

Tilmeld nyhedsbrev

FRISKOLERNE udgiver i alt tre nyhedsbreve, SkoleNyt, KursusNyt og InternationaltNyt. Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik.


Ja, tak. Send mig følgende nyhedsbreve:

 

Hvad er du interesseret i?

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup - df(at)friskoler.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00, Fredag 9-12