fjern søgeboks
Forskellighedernes fællesskab
kids playing

Kronik: Lad friheden og ikke frygten danne skole i Danmark

formaend.jpg

Kronik: Lad friheden og ikke frygten danne skole i Danmark

Af Peter Bendix Pedersen, Lisbeth Trinskjær & Troels Borring, formænd for hhv. Dansk Friskoleforening, Folkehøjskolernes Forening & Efterskoleforeningen.

Bragt i 
Politiken, 30. oktober 2017 under overskriften 'Nu går klapjagten på de muslimske friskoler. Hvem er den næste minoritet, politikerne vil kaste sig over?'.

Friskolerne, højskolerne og efterskolerne modtager i disse år en lind strøm af henvendelser fra hele verden – ikke mindst fra lande, der er præget af en mere autoritativ statsopfattelse. Når delegationer fra disse lande kommer på besøg for at blive klogere på den særlige, danske tradition for frie skoler, bliver vi selv bevidste om vores egen frihedstradition, som vi ellers kan have en tendens til at glemme.

Især sydkoreanere og japanere søger inspiration på vores skoler ud fra en forestilling om, at fremtidens samfund skal funderes på frit tænkende medborgere med kritisk sans og analytiske evner fremfor test og kontrol. De giver udtryk for, at Danmark fremstår som sindbilledet på en tradition, hvor samfundet kan udvikles gennem troen på mangfoldighed og en udstrakt tillidskultur. Hertillands understreges den tillid af en unik generøsitet fra statens side i form af tilskud til frie skoler.

Spørgsmålet er så, om vi selv har glemt, hvorfor vi har frie skoler i Danmark?

Lad os rekapitulere: I midten af 1800-tallet blev de første højskoler oprettet, og folkeoplysningen fik tag i danskerne. Siden kom efterskolerne og friskoleloven, som bl.a. skulle beskytte kristne mindretal. Senere blev minoritetsbegrebet udvidet til at omfatte andre mindretal med en livsform, kulturel identitet, seksuel orientering eller etnisk baggrund, der adskilte sig fra flertallets.

I dag er de frie skoler stadig et meget konkret udtryk for beskyttelse af en række mindretal, eksempelvis de kristne, de tyske, de jødiske, de muslimske, de pædagogisk-eksperimenterende osv. Men de frihedsrettigheder, vi hylder, og som vores demokrati er funderet på, rummer også kræfter, der vil ødelægge de selvsamme frihedsrettigheder. Det kræver en tolerance, der tolererer selv den mest ekstreme intolerance. De seneste tre måneders intense mediefokus på friskoler med muslimske værdier har skærpet tonen. Nærmest dagligt bliver religiøse mindretal udstillet. Det skaber et behov for, at vi kollektivt får diskuteret, hvad vi egentlig mener, når vi taler om frihed.

Set fra disse stole: Hvis friheden kun skal forstås som en værdi for majoriteten, er det ikke længere den frihedstradition, Danmark er kendt for verden over. Er vi i færd med at ødelægge friheden indefra i iveren efter at bevare den?

Hvis vi forbyder bestemte grupper i samfundet at benytte sig af den frihed, som alle andre borgere nyder, hvad er så næste skridt? Hvem er de næste, der ifølge et mere eller mindre snævert politisk flertal ikke lever op til det ansvar, der er forbundet med friheden, og som derfor må stilles uden for det fællesskab, der deler frihedsrettighederne her i landet?

Frihedsrettighederne er for alle. Ellers er de slet ikke frihedsrettigheder. Det ene eller det andet politiske flertal kan ikke spille bold med dem fire år ad gangen, som om grundloven var en tilfældig forordning. Grundloven er selve rammen om friheden til at danne fællesskaber, mene hvad man vil og frit at sige, hvad man mener. Det er politisk børnelærdom, og i grunden ret fortvivlende, at det er blevet nødvendigt at minde om det.

Det er eksempelvis en voldsom overreaktion, når fremtrædende politikere mener, at “muslimske friskoler er skyldige, indtil det modsatte er bevist” og dermed bør lukkes alle som en.

Det er indiskutabelt, at friskoler, efterskoler og højskoler, der overtræder reglerne, ikke kan oppebære det tilskud, som de ellers ville modtage i henhold til disse. Betingelserne for at etablere og drive en fri skole er netop regelsat i love, som politikerne har besluttet. Og her har retten (hidtil) til at definere eget værdigrundlag været helt afgørende som udgangspunkt. Man skal undervise et bestemt antal timer, undervisningen skal kunne stå mål med folkeskolens, man skal opdrage til folkestyre, ligeberettigelse og demokratisk dannelse osv. Dét er bestemt, men friheden står for fald, hvis ens religiøse baggrund eller værdisæt alene bliver et parameter for tilskudsberettigelse.

Og at blæse nogle få tilfælde op – for vi taler nemlig om ganske få promiller af de danske frie skoler her – som om de var typiske og ikke sjældne undtagelser, det er simpelthen ikke ordentligt og redeligt. Det synes at have en snert af demagogi, der spiller på at sprede frygt i befolkningen for en bestemt minoritetsgruppe.

Heldigvis påpegede statsministeren i sin tale ved folketingets åbning, at tilsynet med friskolerne virker. Men statsministeren varslede i sin tale alligevel yderligere stramninger. “Vi er nødt til at tage mere håndfast og direkte fat om problemernes rod. Ellers vokser de os over hovedet med risiko for, at alle skæres over en kam, så vi mister den tolerance for forskellighed, som også er en dansk værdi.”

Eleverne på de muslimske friskoler og efterskoler udgør i sig selv kun en halv procent af grundskoleeleverne i Danmark. En halv procent. Ud af den halve procent er der nyligt lukket én skole ud af i alt 29 friskoler med muslimske værdier. Skolen lukkede, fordi der var kritisable forhold omkring økonomi. Måske vil yderligere én eller to skoler lukke. Så det problem, der lige nu fylder sendefladen, handler om nogle få promiller – som bliver håndteret af det statslige, skærpede tilsyn. Nogle af vores politikere er altså parate til at kaste vrag på den frihedstradition, der virker for noget nær 100 procent af skolerne, og som mange skolefolk verden over ser som et forbillede.

Intentionen om at balancere den håndfaste indsats med respekten for forskellighed er essentiel. De frie skoler er selve billedet på, at vi i Danmark tør mangfoldigheden praktiseret gennem pædagogik, ideologi, politik og religion. Derfor er det også et anslag mod vores fundamentale frihedsprincipper, når de frie skolers lovgrundlag overvejes indskrænket alene på baggrund af frygt for radikalisering. Det er vanskeligt at se, hvordan kriminalisering og forbud over en bred kam bidrager til at håndhæve frihedsidealerne.

For nylig foreslog Dansk Folkeparti at kriminalisere alle private donationer til friskolerne. Kommer turen senere til efterskoler og højskoler? Selvfølgelig med sigte på at gøre livet svært for skoler med muslimsk værdigrundlag. Det aktuelle forslag vil de facto aflive mange friskoler beliggende vest for Valby Bakke. Derude i virkeligheden, hvor skoler ikke kan låne penge i banken, og derfor er afhængige af civilsamfundets engagement og virkelyst. Hvorfor lokale landmænd, fiskere og andre private donorer ikke sjældent skyder penge i den lokale friskole som en håndsrækning til udviklingen af lokalområdet. Det vil gøre Danmark fattigere – og ikke kun i økonomisk forstand.

Skal vi af frygt for pengestrømme fra de forkerte, som loven allerede i dag har værktøjer til at identificere og om nødvendigt stoppe, kriminalisere det lokale engagement? Hvad med arbejdsweekender på folkeskoler, i børnehaver, på friskoler, efterskoler og højskoler. Det kan vel også kapitaliseres som privat donation? Så er vi omtrent i mål med at ofre medborgerskabets råstyrke på symbolpolitikkens alter.

Skal vi opgive troen på de værdier, vores frie verden og vores demokrati er grundlagt på? Og skal vi acceptere at blive kaldt naive, når vi tror på, at vejen frem netop er at tro på den frie verdens idealer om åbenhed, tillid og respekt for det fremmede?

Hvordan ser det så ud, det store flertal af friskoler, efterskoler og højskoler, der fungerer? Det ser ikke ud på nogen bestemt måde. Skolerne trives på den præmis, der er nedarvet fra Grundtvig og Kold – nemlig friheden til at danne skole inden for de generelle rammer og med det ansvar, som samfundet har udstukket. Alt det, sydkoreanere og japanere valfarter til landet for at begribe.

Når man er politiker og har magten til at forandre samfundet, har man også et særligt ansvar for den samtale, vi fører i offentligheden med hinanden om mulige forandringer. “Sproget er som en lygte,” sagde den østrigske filosof Ludvig Wittgenstein, “det, vi taler om, er det, vi bliver i stand til at se.”

Vi skal – og politikerne har en særlig forpligtelse her – tale om problemerne ordentligt og redeligt, beskrive deres reelle omfang og finde løsninger, der er proportionelle med problemernes størrelse.

Denne demokratiske dannelsesopgave, som vi eftertrykkeligt fordrer af skolen, er paradoksalt nok ikke altid slået igennem på så afgørende et sted som i vores politikerstand. For hvordan kan man ellers foreslå, at en gruppe borgere skal stilles uden for grundlovens beskyttelse?

Frisind er et kernedansk begreb. Så grundlæggende, at det i 2016 blev kanoniseret i den nyeste Danmarkskanon blandt de ti vigtigste danske værdiord. Frisind betyder, at den, der selv har en fast overbevisning, ikke blot kæmper for sin egen holdning, men også for andres ret til at have en anden holdning. Det er ikke det samme som at være holdningsløs eller, at alt er lige godt, men det er en fundamental overbevisning om, at vi skal være åbne og respektere andres synspunkter, selv om vi ikke er enige i dem. Og at man som stat oven i købet er så frimodig og retsindig at støtte det økonomisk!

Samtidig synes der forbløffende tavst, når netop frisindet i disse år, en lille bid ad gangen, indskrænkes.

Hvor store indskrænkelser skal der til, før vi rejser vores stemmer? Er det, når folketingspolitikere overvejer at forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner i stedet for at lade det være op til den enkelte institution at bestemme? Er det, når en folketingspolitiker beklikker en her-født gymnasieelevs danskhed, fordi eleven formaster sig til at udfordre danskhedens begrænsede vingefang? Er det, når der skabes flertal for et såkaldt maskeforbud, som i virkeligheden handler om at ramme de mellem 100 og 200 kvinder, der i Danmark bærer niqab og burka? Eller er det, når Danmarks måske kommende statsminister proklamerer, at hun er klar til at lave særregler, der forbyder friskoler med muslimske værdier?

Statsministeren pegede også i sin åbningstale på, at vi skal tage os i agt for dem, der vil formørke landet. Ja. Men vi skal også tage os i agt for de kræfter, der forsøger at monopolisere værdidebatten, så den udelukkende handler om udlændingepolitik og religiøsitet, og er villige til at indskrænke friheden i bestræbelserne på at bevare den.

Hal Koch formulerede, at samtale og tillid er fundamentet for et velfungerende demokrati. Så hvordan håndterer vi den nye verdensorden? Vi må minde hinanden om, at friheden vokser, når vi tør, og skrumper, når vi er bange.

Danmark har mere end nogensinde brug for engagerede politikere, der ikke lader sig styre af frygt og folkestemninger. Se på de reelle problemer, analyser dem, fremskaf viden om dem – og korriger gerne den populære opfattelse af problemerne i stedet for at slå mønt på at lade dem fremstå større, end de egentlig er.
Men, I må også have format til at give os håb fremfor vedvarende at give indtryk af, at der er mest at frygte og mange at mistænke. Troen på og håbet om et sammenhængende Danmark sker ikke gennem en indskrænkning i grundlæggende frihedsrettigheder, men styrkes gennem en folkelig debatkultur og investering i det medborgerskab, der inddrager os alle og gør os klogere – og ikke frygtsomme.

Bragt i Politiken samt Magasinet Friskolen

Tilmeld nyhedsbrev

Dansk Friskoleforening udgiver hver anden uge nyhedsbrevet SkoleNyt.

SkoleNyt holder dig opdateret om regler, rådgivning samt nyt fra det uddannelsespolitiske område. Ved at tilmelde dig SkoleNyt accepterer du vores privatlivspolitik.


Ja, tak. Send mig SkoleNyt hver anden uge.

 

Hvad er du interesseret i?

Tilmeld dig nyhedsagenterne

Nyhedsagenter:


Ønsker du at redigere din nyhedsagent? Tryk her!


Hele skolens forening!

I Dansk Friskoleforening er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

Dansk Friskoleforening

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup - df(at)friskoler.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00, Fredag 9-12