fjern søgeboks
Forskellighedernes fællesskab
kids playing

Fra billig arbejdskraft til familiens centrum

“Barnet er gået fra at være et lille individ, der skulle tugtes, til nu at være familiens centrum. Alligevel overlader vi i højere og højere grad vores børn til lærere, pædagoger, reklamefolk, popstjerner og markedsøkonomer – og lader børnene alene om at finde ud af meningen med det hele.” 

Tekst af: Per Ølholm

mag5.png
Illustration: Helene M. Keinicke



"Hvilken is vil du gerne have?" Mange har nok på et tidspunkt stået bag en ung familie, hvor valgmulighederne for familiens yngste har været overvældende. Eller oplevet andres (selvfølgelig ikke egne) børn, som har behandlet voksne som deres retmæssige undersåtter.

Børns fysiologiske og psykologiske udvikling har ikke ændret sig væsentligt siden middelalderen. Til gengæld er synet på og opmærksomheden omkring barnet eksploderet. Fra billig arbejdskraft på gården til ønskebarn med egen indgang, 50 tommer tv og egen lejlighed i familiens hus.

I dag er børnene ønskebørn. Vi kan styre mængden af børn, og vi har økonomi og overskud til at tage os af dem. Og nu er vi, som forældre, i tvivl om vores rolle i forhold til børnene. Vi burde være fyrtårne, men har i (mange familier) givet børnene den rolle. Og forældrene sejler hjælpeløst i store bølger omkring fyrtårnet, lyder det fra Jesper Juul, familieterapeuten, som i 90'erne lærte os alle at se på barnet som kompetent.

Men lad os starte med fortiden.

Det syndige barn
Den franske historiker, Philippe Aries, får æren for at have påvist, at barndommen blev 'opdaget' i den sene middelalder, engang i det 15. århundrede. Her trådte barnet ud af det kollektive samfund og blev et agtet medlem af den lille familie, der gradvist trådte i karakter. Børn blev nogle, der skulle beskyttes og gøres til en sag for forældrene.

Før var børn måske nok børn, men der var ikke en fornemmelse af barndommen som en periode med en særlig åbenhed over for verden og med et kæmpe udviklingspotentiale. Der var heller ikke en opfattelse af barndommen som en periode, hvor barnet var sårbart og derfor havde behov for beskyttelse. Ifølge Aries var det først i løbet af det 15. århundrede, at der opstod en opfattelse af overgangsperioden mellem det spæde barn og den voksne som en særlig vigtig periode, der krævede oplæring og uddannelse.

Kritiske historikere hævder, at Aries er alt for kategorisk. Barndommen blev ikke opdaget 'på en gang', som en særlig revolution. Den blev til i en langsom proces, der var i gang også før middelalderen. Processen fortsatte helt op til vores tid - og er i gang den dag i dag. Barndommen bliver hele tiden til som en særlig 'forestilling', der ændrer sig, tilpasser sig, udvider sig - fordi den 'konstrueres' af os som vores særlige syn på børn - ud fra de vilkår, vi har. Derfor skal vi finde sporene af barndommen op gennem århundrederne i den indimellem grumme historie, der handler om børn og deres vilkår.

Barndommen er fra begyndelsen viklet dybt ind i en religiøs forestilling om synd og skyld, der stammer tilbage fra teologen Augustin i 400-tallet. Denne forestilling blev ændret i retning af, at synden kunne sones gennem dåb og gudfrygtig opdragelse. Børn blev måske nok opfattet som 'uskyldige' og som et stykke natur, der kunne klare sig selv, men langt op mod vores tid var det en udbredt opfattelse, at børns vilje skal knækkes: Børnene skulle gøres til lydige og agtværdige mennesker. Børnene var ifølge den katolske tro syndige dyr, som naturen skulle bankes ud af. Og det blev den.

10-årige arbejdere
Et karakteristisk træk ved barndommen, historisk set, er, at den var forholdsvis kort. For nogle børn rigtigt kort. Børnedødeligheden var massiv helt op mod vores tid. Af hver 1.000 fødte børn fik mellem 150 og 300 børn aldrig påbegyndt en barndom. Men hvis de gjorde, fik de ofte lov til mere eller mindre at passe sig selv, til de var op mod seks-syv år. Så kunne de nemlig begynde at gå til hånde - inde og ude. Når børnene nærmede sig 10-12-års alderen, indgik de reelt i arbejdsstyrken.

Sådan var det indtil slutningen af 1800-tallet.

Puritanerne mente, at børn skulle arbejde, og hvis det blev for hårdt, og børnene bukkede under, måtte man sikre sig, at de i det mindste kom i paradis i kraft af deres gudfrygtighed. Barndommen var ikke en dans på roser i nogen henseende. Men skridt for skridt blev barndommen til som den realitet, vi kender i dag: Barndommen blev længere, den blev præget af skolegang, børn blev holdt ude af de voksnes arbejdsverden - og almindelige sanitære forhold blev forbedret så stadig flere børn overlevede.

Men mange barske vilkår i børns liv fortsatte frem mod vores tid, f.eks. problemet med de illegitime børn - børn født uden for ægteskab. Løsningen var at bortskaffe disse børn, f.eks. ved at slå dem ihjel. I England i 1863 blev der registreret 5.314 mord; heraf blev de 3.355 begået på børn under 1 år.

Blev børnene ikke slået ihjel, blev de ofte efterladt - på gaden eller på tærsklen til et fremmed hus. Barnets skæbne blev derefter ofte at vokse op på en mere eller mindre umenneskelig institution. Som det blev udtrykt af en London-præst i 1620: "En, der elskede sin hund, ville ikke lade den leve under de betingelser, som man bød de efterladte børn."

Barndommens århundrede
I 1800-tallet opstod den opfattelse, at børn skulle uddannes og oplæres, hvis de skulle blive i stand til at gå ind i de voksnes verden.

Dette skabte et mere positivt syn på barndommen, som en tid, hvor barnet skulle beskyttes. Skolen blev murbrækkeren for et nyt syn på barndom, som for alvor rykkede ved tingene.

Det var i samme periode, at Christen Kold gik imod den sorte skole og biskob Balles statsautoriserede katekismus, som alle børn skulle lære udenad. Som Kold skrev i "Børneskolen", en artikel indsendt til Fyens Stifts Litterære Selskab: "Der er i de protestantiske lande en indgroet respekt for det at kunne læse, så man endog i vore dage er gået så vidt, at den betragtes som hensigt. Men den er allerhøjst et middel af anden rang. Skolen har langt vigtigere ting at gøre, nemlig at udvikle børnenes åndsevner, hvilket lettest og sikrest sker ved mundtlig undervisning."

Det var begyndelsen på et nyt syn på barnet, som blev udbredt fra skolerne. Dette resulterede i, at 1900-tallet blev betegnet som barndommens århundrede, som den visionære svenske pædagog, Ellen Key, sagde.

Men nu må man ikke tro, at barnelivet fra da af var en dans på kommunalsikret faldunderlag. Det gik den rigtige vej, men forskellen på, hvilken familie et barn blev født ind i, var markant.

I romanen, Folkets Skønhed, beskriver Merete Pryds Helle livet for hovedpersonen Marie, som vokser op i en daglejerfamilie på Sydlangeland i mellemkrigstiden. Faren er tækkemand og kan kun dårligt forsørge den stadigt større horde af børn, som familien består af. Et citat beskriver det meget godt, da Maries mormor er på besøg for at hjælpe moren med endnu en fødsel:

"Omsider fjernede mormoren hænderne og samlede dem i skødet, og hendes to tommelfingre begyndte at løbe rundt om hinanden. Ja, ja sagde hun. Én ulykke kommer sjældent alene. Der er to derinde."

I familien spekuleres der efterfølgende flittigt i, hvordan man kan få pigebørnene afsat til gårdmænd og deres sønner, så der er færre munde at mætte, når vinteren sætter ind.

Børn er i dag udenfor
"Men har vi så i dag opnået den olympiske førsteplads med hensyn til barndom?", spørger tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen.

Fysisk set går det godt. Omkring år 1750 var den gennemsnitlige højde for en 14-årig dreng i London 135 cm. En jævnaldrende dansk dreng er i dag 167 cm høj. Børnene ses i dag også som selvstændige individer og får nu deres egne navne i stedet for forældrenes. Men vi er ikke i mål, mener professoren, som har arbejdet med barndommen en stor del af sit arbejdsliv.

"Et slående punkt i et historisk perspektiv er, at hvor børn engang var dybt integreret i de voksnes verden - f.eks. arbejdsmæssigt - så er børn i dag nærmest udskilt fra de voksnes verden. Børn var engang fra en tidlig alder nødvendige, de var produktive, de bidrog - og blev slidt op.

I dag er børn ikke produktive, de er i vejen, de koster penge, de udgør tunge poster på de sociale budgetter. De bliver ikke slidt op, men de lever deres egen barndom i områder, som af nogen betegnes som børneghettoer. Her nyder de en vis omsorg, de stimuleres - og gradvis får de også rettigheder, f.eks. med hensyn til at blive hørt og inddraget. Men de er i bund og grund udenfor," siger Per Schultz Jørgensen og fortsætter:

"Børn lever deres eget afsondrede liv uden for den fælles kultur - med alt for mange overfladiske voksen-kontakter. Professionaliseringen er i den grad noget, vi tager for givet, at vores bekymring, hvad angår daginstitutioner, mere går på pladser, tilbud og økonomiske modeller end på indhold. Vi ved godt, at vi overlader børnene i deres vigtige dagtimer til masser af professionelle personer - spændende fra pædagoger til reklamefolk, medieunderholdere, popstjerner og markedsøkonomer."

Børn styrer voksne
I 1995 udgav familieterapeut, Jesper Juul, bogen, Det kompetente barn. Den blev en gigantisk bestseller med 1,5 mio. solgte eksemplarer og nærmest en bibel for mange familier. Alligevel er bogens budskab ikke alle steder trængt klart igennem, erkender den 69-årige familieterapeut i dag.

"Når børnene lå og padlede rundt på åbent hav, så havde de i forældrene et fyrtårn, der udsendte forholdsvist regelmæssige og klare signaler, så de kunne lære at navigere på livets hav," forklarer Jesper Juul til fagbladet Børn&Unge.

"Det blev jo til, at børnene var fyrtårne, og det var de voksne, der lå og piskede rundt ude på havet og ikke kunne finde vej," siger Jesper Juul, der mener, at mange forældre har misforstået betydningen af, at børn er kompetente.

"Mange forældre forstod det, som om børnene skulle være omnikompetente i den forstand, at de ved alting bedst. Det gør de fandeme ikke," fastslår han.

Jesper Juul har aldrig ment, at forældrene skulle lade børnene gøre, som de lystede og helt overlade ansvaret for at blive den, man er, til børnene selv. Tværtimod.

I 2017 udgav Jesper Juul så en ny bog med titlen, Fører-ulve – det livsvigtige lederskab i familien'.

"Forældrene har svigtet, fordi de har troet, at jo mere man varter sine børn op, jo mere overbeviste bliver de om ens kærlighed. Det gør de ikke. De bliver bare overbeviste om, at de altid sidder for bordenden, og at alle, inklusive pædagogerne, er til for deres skyld," siger Jesper Juul og kalder det tvingende nødvendigt, at forældre tager ansvar for relationen, skaber tillid og træffer beslutninger på familiens vegne – både de populære og de upopulære.

De historiske afsnit i artiklen er citeret fra kronikken, På sporet af barndommen, af Per Schultz Jørgensen, professor og tidligere formand for Børnerådet.


Denne artikel blev bragt i Magasinet Friskolen nr. 15, maj 2019.


Læs alle magasiner GRATIS:
iPhone/iPad // Android- Smartphone/tablet // Computer

Læs mere af Magasinet Friskolen nr. 15 fra maj 2019:

Læs mere...

Magasinet Friskolen er medlemsmagasin for Dansk Friskoleforening.
Magasinet udkommer otte gange årligt og kan læses gratis via en app, som findes til iPhone/iPad og til Android. Det trykte magasin kan bestilles på www.magasinetfriskolen.dk
info

Tilmeld nyhedsbrev

FRISKOLERNE udgiver i alt tre nyhedsbreve, SkoleNyt, KursusNyt og InternationaltNyt. Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik.


Ja, tak. Send mig følgende nyhedsbreve:

 

Hvad er du interesseret i?

Tilmeld dig nyhedsagenterne

Nyhedsagenter:


Ønsker du at redigere din nyhedsagent? Tryk her!


Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup - df(at)friskoler.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00, Fredag 9-12