Lønstatistikken pr. 30. april 2019, som FRISKOLERNE har udarbejdet på baggrund af indberetninger fra 321 medlemsskoler, viser, at skoleledernes løn i gennemsnit er steget med 3,1% mens de øvrige lederes løn er steget med 3,4% fra 2018 til 2019.
På grund af sammenfaldet mellem overgangen til den nye organisationsaftale for ledere og tidspunktet for indsamling af data til analysen, er der usikkerhed omkring de indberettede lønninger, og hvorvidt de på indberetningstidspunktet var gået over til løn efter den nye overenskomst. Af denne grund er det også svært at analysere, om tilkomsten af overenskomsten har haft en indflydelse på lønsammensætning og udvikling.
Det kan dog konkluderes, at der fortsat er en positiv udvikling af den lokalt aftalte andel af lønnen.
Detaljer og historisk udvikling
Lønstatistikken omfatter såvel intervallønnen som de aftalte løntillæg, mens pensionsbidrag ikke indgår.
Statistikken bygger på de indberetninger, skolerne har foretaget til Fordelingssekretariatet pr. 30. april 2019. FRISKOLERNE modtager talmaterialet i anonymiseret form og kan således ikke identificere enkelte skoler eller skoleledere.