fjern søgeboks

Størrelsen af lønstigning pr. 1. december kan først meldes præcist ud i januar måned

Af: Peter Højgaard Pedersen, Friskolernes Hus
Kategori
Administration
30.10.17

Den generelle lønstigning pr. 1. december 2017 er, som bekendt, aftalt til 1,50%. Det vil betyde, at reguleringsprocenten løftes fra 4,2446 %, som har været gældende siden 1. april, til 5,7703 %. Men dette tal er foreløbigt – den faktiske værdi for reguleringsprocenten kan blive mindre! Det oplyser Moderniseringsstyrelsen. Årsagen er, at det aftalte ”privatlønsværn” muligvis kan medføre en nedsættelse. Imidlertid kan man først oplyse nærmere herom i løbet af januar 2018.

Reguleringsprocenten er grundlaget for løntabellerne – og dermed også grundlaget for udbetalingen af den overenskomstmæssige korrekte løn. Reguleringsprocenten angiver, hvor meget de faste lønsatser i niveau 31. marts 2012 skal forhøjes. På grund af usikkerheden om, hvad faktoren bliver pr. 1. december 2018 er det ikke muligt på nuværende tidspunkt, at udsende en valid løntabel til brug for perioden 1. december 2017 til 31. marts 2018.

Hvor efterlader det skolerne? Vores anbefaling er:

  • Lønstigningerne pr. 1. december kan først udbetales, når den endelige reguleringsprocent foreligger og de nye løntabeller er udsendt – formentlig i løbet af januar 2018.
  • Når den nye løntabel foreligger (vi udsender den kort tid efter at reguleringsprocenten er meldt ud) skal de udbetalte lønninger for december og januar (især aktuelt for forudlønnede) efterreguleres.
  • I regnskabet for 2017 skal der afsættes et beløb til lønstigningen, inkl. effekten på pensionsbidrag og ferietilgodehavender. Her kan man tage udgangspunkt i at lønstigningerne ikke kan blive højere end de 1,5 %, der er grundlaget for den foreløbige reguleringsprocent på 5,7703 %.

Med andre ord: Medarbejderne må vente med at få udbetalt lønstigningen til januar/februar 2018 – og skolen skal igennem nogle besværlige efterreguleringsberegninger, og noget indberetningsbøvl. Men det er altså konsekvensen af, at overenskomstparterne har aftalt at den generelle lønstigning med regulering i form af privatlønsværnet skal ske pr. 1. december.

Budgetmæssigt kan den foreløbige reguleringsprocent bruges som et pejlemærke i forhold til lønudgifterne for de 3 første måneder af 2018. Størrelsen af lønreguleringerne pr. 1. april 2018 kender vi ikke fordi de vil afhænge af resultaterne af de forestående aftaleforhandlinger – ”OK-2018” i daglig tale.

Formålet med ”privatlønsværnet” er, at de statslige lønningerne skal værnes mod at stige mere end lønningerne på det private arbejdsmarked. Grundlaget for beregningen af ”privatlønsværnet” er en sammenligning af udviklingen i timelønningen fra 3. kvartal 2016 til 3. kvartal 2017. Denne sammenligning kan man altså først være klar med i løbet af januar måned 2018, således at den endelige reguleringsfaktor kan beregnes.

 

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12