fjern søgeboks
Forskellighedernes fællesskab
kids playing

Fortsat fokus på frihed og folkestyrekravet og uafhængighedskravet i STUK’s tilsyn

Undervisningsministeriets tilsyn med skolerne er blevet oprustet i de senere år som følge af den politiske opmærksomhed omkring blandt andet de frie grundskoler.
Af: Peter Højgaard Pedersen, Friskolernes Hus
Kategori Administrative nyheder, Presse og politik, Pædagogik og skoleliv
09.01.2019

Tilsynet varetages af STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet), som kort før jul offentliggjorde sin Tilsynsplan for 2019.

Der er således fortsat fokus på, hvorvidt de frie grundskoler opfylder frihed og folkestyrekravet og uafhængighedskravet. Efter politisk aftale er der indført en særlig godkendelsesordning for nye skoler, som får virkning fra i år. I Tilsynsplanens forord hedder det, at godkendelsesordningen er et led i ”bestræbelsen for at bekæmpe forekomsten af skoler, der ikke opfylder de nævnte krav…”, hvilket igen indgår i regeringens planer ”om bekæmpelse af parallelsamfund”, hvilket også kommer til at præge tilsynet i 2019.

STUK råder over ca. 20 årsværk til at føre tilsyn. Tilsynet omfatter knap 1.100 selvejende uddannelsesinstitutioner, herunder de ca. 550 frie grundskoler. Endvidere fører STUK tilsyn med udviklingen på landets ca. 1.300 folkeskoler. Overordnet set vil STUK anvende de samme tilsynsstrategier (dialogbaseret kvalitetstilsyn og et økonomisk tilsyn) og tilsynsspor (risikobaseret tilsyn, tematisk tilsyn og enkeltsagstilsyn) som i de forudgående år.

Tilsynet med de frie grundskoler i 2019
STUK´s tilsynsplan på de frie grundskolers område for 2019 indeholder fem overskrifter:

1) Efterlevelse af stå mål med-kravet
Dette tilsyn gennemføres som et risikobaseret tilsyn med de faglige resultater. I praksis foregår det ved en screening af alle skoler på data om tre faktorer: 1) resultaterne af 9. klasseprøverne, 2) elevernes overgang til ungdomsuddannelser efter 15 måneder og 3) socioøkonomiske referencer til 9. klasseprøven - populært kaldet skolens løfteevne.

Styrelsen vil have sin opmærksomhed rettet mod skoler, hvor analysen af screeningsresultaterne viser, at der ikke er tale om forbigående udslag. Styrelsen kontakter relevante skoler med henblik på en opfølgning af eventuelle kvalitetsmæssige udfordringer på skolen.

2) Efterlevelse af frihed og folkestyre-kravet
Styrelsen fortsætter sit tematiske tilsyn med frihed og folkestyre-kravet i 2019, hvor en række skoler tidligere er blevet udtaget. Dette tilsyn blev iværksat i 2017 og forventes afsluttet i 2019.

Som noget nyt arbejder STUK på at opbygge et indikatorbaseret tilsyn med, om skolerne lever op til frihed- og folkestyrekravet. Princippet er det samme som for det risikobaserede tilsyn med efterlevelsen af stå mål med-kravet; nemlig at der udvælges et mindre antal faktorer, som indgår i en screening af alle skoler. Faktorerne anser man så for at være indikatorer på, om skolerne efterlever frihed og folkestyre-kravet. Skoler, der ”falder ud på de omfattede indikatorer”, skaber grundlag for at identificere skoler, som skal omfattes af et nærmere tilsyn.

STUK forventer at kunne afslutte det nye indikatorbaserede tilsyn i 4. kvartal i 2019.

3) Tilsyn med sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
Der er tale om et tematisk tilsyn med de såkaldte SSF-fag. I et tematisk tilsyn udtages et mindre antal skoler, der bliver anmodet om at gøre rede for, hvordan skolens undervisning på området foregår.

Tilsynet med SSF (= sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab) iværksættes som opfølgning på en evaluering af området, som STUK har gennemført i 2018. Tilsynet forventes gennemført i første halvår af 2019.

4) Tilsyn med særlige grundskoletilbud til visse tosprogede elever
Dette tilsyn har ikke noget reelt indhold i første omgang. Det drejer sig om skoler, der har indgået aftale med en kommune om at undervise børn med flygtningebaggrund i modtagelsesklasser. STUK er ikke bekendt med, at der for tiden er frie grundskoler, der har indgået sådanne aftaler. Men styrelsen vil, hvis der indgåes aftaler om modtageklasser på en fri grundskole, føre tilsyn med kvaliteten af undervisningen.

5) Opfølgning på nye skoler
Som noget nyt vil STUK følge op over for nye skoler. Det vil sige skoler, der startede i august 2018. Opfølgningen er en del af den nye godkendelsesordning og fremgik af forarbejderne til ændringen af friskoleloven, hvor blandt andet godkendelsesordningen blev indført. Formålet med godkendelsesordningen er, som det udtrykkes i tilsynsplansen, at ”modvirke, at der oprettes frie grundskoler, der må forventes ikke at opfylde frihed og folkestyre-kravet og uafhængighedskravet”.

Opfølgningen vil blive gennemført i andet halvår af 2019 – altså når de nye skoler har været i gang i et år. Opfølgningen vil bestå i gennemgang af skolernes hjemmesider, økonomiske forhold, skolernes tilsynserklæringer samt prøveresultaterne. Sidstnævnte vil selvfølgelig kun foreligge i helt særlige tilfælde på en nystartet skole. Desuden vil styrelsen gennemføre en samtale med skolelederen.

Det skal understreges, at opfølgningen ikke er et tilsyn! Men hvis opfølgningen giver anledning til bekymring, vil STUK aflægge et tilsynsbesøg og beslutte, om et egentligt tilsyn skal iværksættes.

Nyoprettede private gymnasier
STUK gennemfører et tilsyn med nyoprettede private gymnasier med henblik på den faglige kvalitet og overholdelse af frihed og folkestyrekravet på gymnasieområdet samt af de økonomisk-administrative forhold.

I alt blev der startet 6 nye private gymnasier i 2018. Heriblandt de fire Rudolf Steinerskoler, som åbnede tilbud om prøvefri HF i august 2018, og som er overgået til at være private gymnasier. Styrelsen indledte sit tilsyn med disse ”nyoprettede” skoler i efteråret 2018 og fortsætter tilsynet i 2019.

Økonomisk tilsyn
STUK’s økonomiske tilsyn med de frie grundskoler sker med udgangspunkt i en screening af skolernes årsrapporter, som skal afdække eventuelle risici. Ved screeningen i 2019 vil man anvende fire indikatorer fra årsrapporterne: Likviditetsgrad, soliditetsgrad, aktivitetsudvikling (procentvis udvikling i elevtal), samt belåningsgraden i ejendomme. På baggrund af screeningen kan styrelsen fokusere på enkelte udfordrede skoler og indlede en målrettet dialog med skolen om, hvordan eventuelle økonomiske og administrative udfordringer kan håndteres.

Styrelsen vil i 2019 arbejde på i højere grad at fuldautomatisere og it-understøtte screeningen af de knap 1100 årsregnskaber, som ministeriet skal forholde sig til.

Tilsyn med revisorkvalitet
STUK fortsætter sit tilsyn med kvaliteten af det arbejde, som skolernes revisorer udfører. STUK er især opmærksom på, hvorvidt revisionen udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, og om den er på tilstrækkeligt højt fagligt niveau. I 2017 rettede styrelsen således henvendelse til 24 revisorer, hvor kvaliteten, efter styrelsens vurdering, ikke var tilstrækkelig høj. I 2018 blev tilsynet afsluttet med 9 af de 24 revisorer; tilsynet med de resterende 15 forventes afsluttet i 2019.

Tilsyn med vedtægter
Styrelsen vil i 2019 gennemføre et tilsyn med, hvorvidt skolernes vedtægter lever op til lovgivningens krav, herunder at de er offentliggjort på skolens hjemmeside. Tilsynet gennemføres ved en stikprøve, hvor et mindre antal skoler udtages.

STUK’s tilsynsplan for 2019 kan findes HER

Tilmeld nyhedsbrev

Dansk Friskoleforening udgiver hver anden uge nyhedsbrevet SkoleNyt.

SkoleNyt holder dig opdateret om regler, rådgivning samt nyt fra det uddannelsespolitiske område. Ved at tilmelde dig SkoleNyt accepterer du vores privatlivspolitik.


Ja, tak. Send mig SkoleNyt hver anden uge.

 

Hvad er du interesseret i?

Tilmeld dig nyhedsagenterne

Nyhedsagenter:


Ønsker du at redigere din nyhedsagent? Tryk her!


Hele skolens forening!

I Dansk Friskoleforening er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

Dansk Friskoleforening

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup - df(at)friskoler.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00, Fredag 9-12